Foto: missbossy, Wikipedia
En 43-årig mand har lagt sag an mod Amnesty, fordi han mener, at organisationens såkaldte facere har chikaneret ham over flere år på alle tider af døgnet.
Hver morgen begiver Poul Svendsen sig fra Nørreport Station ned ad Købmagergade og Frederiksborggade mod sin arbejdsplads på et arkitektkontor i Københavns Indre By. Men over en længere periode er han blevet stadig mere utryg ved at tage den vej på arbejde. Her møder han nemlig dagligt gadesælgere fra den humanitære organisation Amnesty International, som vil have hans støtte.
“De står der næsten hver morgen, lige uden for Subway, med deres falske smil og påtagede indladenhed og kontakter mig på måder, hvor det nærmest er umuligt at afvise dem på en høflig måde uden at fremstå som en idiot, der ikke har sympati med verdens forfulgte.”
Bliver tvunget til at gå ad Fiolstræde
For Poul har chikanen haft store konsekvenser.
“Mange dage går jeg ad Fiolstræde, selvom det faktisk er en ret stor omvej, fordi jeg simpelthen ikke magter endnu engang at skulle kigge ned i jorden og forsøge at løbe slalom mellem tre strategisk placerede unge mennesker. For mig er det et meget stort pres,” siger han og fortsætter:
“Jeg er helt med på at blive kontaktet af humanitære organisationer, men det, som Amnesty har gang i, har efterhånden antaget karakter af chikane. Jeg har oplevet, at de her folk opsøger mig på alle tider af døgnet og over en flere hundrede meter lang strækning.”
Kræver undskyldning og fjernelse af facere
Nu har Poul Svendsen imidlertid fået nok.
“Jeg startede med at skrive til Amnesty og bad dem om at fjerne de her folk, fordi de gør mig utryg og meget dårlig til mode. Det afviste de fuldstændig, og derfor har jeg nu valgt at gå rettens vej.”
Poul Svendsens advokat har derfor anlagt sag mod Amnesty International, som han mener har påført ham substantielt psykisk ubehag, omend han har givet organisationen en sidste mulighed for at undgå en retssag.
“Hvis de fjerner facerne inden for 24 timer og giver mig en skriftlig undskyldning, vil jeg indvilge i at droppe søgsmålet. Men sker det ikke, ses vi i retten. Der må være grænser for, hvad man kan tillade sig i humanismens navn.”
