Foto: Chris Hvidberg

Næste år skal TV 2’s nye satsning, Knæk mandeinfluenza!, samle midler ind til blandt andet papirlommetørklæder, rom og leje af film med Liam Neeson. Adskillige danske stjerner vil hjælpe med at få bugt med den frygtede sygdom.

Sygdommen rammer hvert år 50 procent af den danske befolkning direkte, men indirekte påvirker den i uhørt grad også de resterende 50 procent. Det kender Michael Meyerheim, der er studievært på TV 2 og med i kanalens kommende satsning, Knæk mandeinfluenza!, alt til.

“Jeg bliver selv ramt mindst én gang om året,” udtaler han og uddyber:

“Men sygdommen er ikke blot frygtelig for mig selv; min kone har også givet udtryk for, at hun er meget, meget træt af det, når den er i udbrud.”

Selv om Michael Meyerheim ikke betegner sig selv som pivet, vil han godt medgive, at mandeinfluenza er noget af det mest smertefulde, man som mand kan blive ramt af.

Ud over Meyerheim hjælper blandt andre Viggo Mortensen, Ulla Terkelsen og Basim også med at indsamle til den gode sag, ligesom Rasmus Seebach har skrevet støttesangen “Kærlighed på smerteleje”, hvis overskud går ubeskåret til forskning i mandeinfluenza.

En formue i bacon og film
Sundheds- og Ældreministeriet vurderer, at mandeinfluenzaen hvert år samlet koster de ramte familier i omegnen af et trecifret millionbeløb. Papirlommetørklæder udgør en stor del af udgiften, men mange af pengene går også til bacon, vaniljeis, rom og leje af film med Liam Neeson.

Speciallæge i virologi på Aarhus Universitetshospital, Jens Jørgen D’Angelo, forklarer, at sygdomsramte mænd derudover er nødt til at indtage en speciel diæt bestående af deres livretter, der ofte også er lidt dyrere, end hvad familien ellers ville have spist.

“Det kan lyde lidt underligt, men under sygdom trækker mandens svælg sig sammen, så det ikke er muligt at indtage føde, medmindre der er tale om deciderede livretter,” forklarer han.

Bør undgå spørgsmål om familiebesøg
TV 2 håber, at danskerne vil bakke op om Knæk mandeinfluenza! – ikke mindst af hensyn til de pårørende.

Under sygdomsperioden kan det være meget psykisk belastende for den nærmeste familie at skulle tale ganske sagte, bevæge sig lydløst rundt i hjemmet og afholde sig fra at stille manden svære spørgsmål som “Er du rask nok til, at jeg kan invitere mine forældre på besøg på lørdag?”