Foto: alexkoral, Bigstock

Foto: alexkoral, Bigstock

I et forsøg på at dæmpe smittespredning fraråder Mette Frederiksen deling af videoer med nuttede kattekillinger og politikere, der kvajer sig. Ellers nødvendiggøres strengere tiltag som at pålægge landsholdet at tabe samt krav om, at Nikita Klæstrup optræder fuldt påklædt på Instagram.

“Jeg er nødt til igen at bede om danskernes opbakning.”

Sådan lød det på det ekstraordinære pressemøde, som i går blev afholdt i Spejlsalen på Christiansborg. Formålet var at mane til besindighed hos danskerne, der de seneste dage har udvist, hvad statsministeren omtaler som “smittespredende overstadighed i bekymrende omfang”.

Mest af alt handler det om, at deling af videoer med nuttede kattekillinger på de sociale medier har taget overhånd. Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, viser prognoser med udgangspunkt i den seneste uges delinger, at sundhedsvæsenets kapacitet vil blive overskredet inden månedens udgang, hvis ikke danskerne besinder sig øjeblikkeligt.

Også den hvor Ask Rostrup siger forhud
Ud over kattevideoer opfordrer Mette Frederiksen danskerne til at undlade at dele videoer med såvel danske som udenlandske politikere, der siger dumme ting eller på anden måde kvajer sig.

“I denne tid arbejder politikere under pres. Vi er trætte, og det kan betyde, at vi kommer til at sige tingene på en lidt underlig måde. Det må gerne kalde et lille smil frem, men lad være med at dele det på Facebook,” lød det på pressemødet, hvor hun desuden tilføjede:

“Det samme gælder videoer med journalister, især den hvor Ask Rostrup siger forhud i stedet for forskud, selvom det er ret sjovt, og han måske endda gjorde det med vilje.”

Strengere restriktioner kan komme på tale
Konsekvenserne, hvis danskerne ikke overholder de nye retningslinjer, kan blive særdeles alvorlige. På kort sigt vil sundhedsvæsenet bryde sammen, men også på længere sigt vil det blive nødvendigt at indføre strenge restriktioner. Blandt andet vil det danske fodboldlandshold kunne blive pålagt at tabe alle kampe i 18 måneder efter, at landskampe atter må spilles:

“Det gælder alle landskampe. Også dem mod Sverige og Tyskland.”

Desuden vil Nikita Klæstrup på ubestemt tid blive pålagt at være fuldt påklædt på Instagram, og i værste fald vil det blive nødvendigt at forbyde fødselsdagshilsener på Facebook.

“Vi håber, at det ikke bliver nødvendigt, men det er en smittefaktor, man ikke kan se sig ud over,” lyder det fra Søren Brostrøm.