Foto: Neural Networks, Bigstock

Foto: Neural Networks, Bigstock

Kommuner med mange coronasmittede skal tvinges til at sende nogle af de syge borgere til udkantskommunerne, hvis det står til Mette Frederiksen. Typisk københavner-bashing, lyder det fra kommentator Jarl Cordua.

I maj blev et flertal i Folketinget enige om en ny kommunal udligningsreform, og nu ser det ud til, at vi igen skal diskutere udligning.

Statsminister Mette Frederiksen har nemlig foreslået en såkaldt corona-udligning, så de kommuner, der har flest smittede indbyggere, pålægges at sende et vist antal af dem til kommuner med færre smittede.

“Vi skal have en bedre balance i Danmark, så det ikke igen bliver de store byer, der sidder på al coronaen, mens udkantskommunerne lider nød,” sagde hun i morges til et pressemøde, hvor også Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, og Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut, var til stede.

Samsø vil blive tilgodeset
Reformen vil betyde, at kommuner som København, Aarhus og Aalborg skal sende coronasmittede borgere til steder som Tønder, Haderslev og Norddjurs.

“Og så er der Samsø Kommune, der slet ingen smittede har. De vil i dén grad blive tilgodeset,” tilføjede statsministeren og henviste til Brostrøm og Mølbak, da hun blev spurgt, om ikke en corona-udligning vil føre til flere syge og døde.

“Risikoen for yderligere smitte er lav, især hvis man bor i de kommuner, hvor mundbind virker,” svarede Søren Brostrøm, mens Kåre Mølbak påpegede, at ifølge Statens Serum Institut var risikoen ikke lav, men “lav til moderat”.

Mølbak er pruttelort
“Derudover virker mundbind i nogle andre kommuner end dem, som Søren siger,” sagde Mølbak, hvortil Brostrøm svarede, at Mølbak var “en pruttelort”.

Ifølge borgerlig kommentator Jarl Cordua er Mette Frederiksens corona-reform endnu et udslag af populistisk københavner-bashing.

“Igen skal hovedstaden give ud af sit overskud, og igen får landkommunerne alting forærende. Reformen understøtter det helt igennem fejlagtige billede af København som en by, der frådser med corona, i modsætning til de nærige og påholdende jyder,” siger han til RokokoPosten.

Samsøs borgmester, den socialdemokratiske Marcel Meijer, er derimod stærkt begejstret for idéen om en corona-udligning.

“Det kan ikke passe, at vores storby-nabo, Aarhus, skal have al coronaen og de medfølgende arbejdspladser i sundhedssektoren. En tilførsel af syge borgere kan være med til at sikre beskæftigelsen her på øen,” siger han.