Foto: Bigstock, Blaj Gabriel125

Djøffere, kvinder og politikere kæmper en brav kamp om retten til at være den gruppe, som lider mest under coronakrisen. 

“Kvinderne mærker i langt højere grad coronakrisens konsekvenser i deres dagligdag,” skriver SF’s medlem af Europaparlamentet Kira Marie Peter-Hansen i Berlingske og tilføjer:

“Vi må ikke glemme, at kriser som denne har en kønnet slagside.”

Dermed bringer hun kvinderne i en stærk førerposition, når det kommer til at udpege, hvilken gruppe coronakrisen er mest synd for. 

I Danmark er der godt nok en markant overdødelighed blandt mænd, når det kommer til corona. For hver fem kvinder, der omkommer af COVID-19, dør syv mænd, ligesom mænd har størst risiko for at miste deres job, da de i højere grad arbejder i den private sektor.

“Spurgt,” svarer Kira Marie Peter-Hansen, da RokokoPosten konfronterer hende med disse oplysninger. 

Djøfferne har det hårdest
SF’eren modsiges af Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, der mener, at djøfferne fortjener vores sympati.

I marts skrev han, at kun djøfferne kan redde os nu, og selvom det siden er kommet frem, at embedsværket radikalt undervurderede coronatruslen og derudover havde nedlagt katastrofeberedskabet og tømt koldkrigslagrene med værnemidler, holder Jakob Nielsen fast i sin vurdering: 

“Alle de der Zoom-møder (videokonference, red.), hvor man er nødt til at barbere sig og tage en skjorte på. Hvem, tror du, passer dem? Vi er samtidig tvunget til at gå derhjemme og være sammen med vores børn.”

Jakob Ellemann skulle have gemt sig
I Venstre peger man derimod på Jakob Ellemann-Jensen som coronakrisens virkelige offer.

“Det var planen, at vi skulle have et par år, hvor Jakob kunne gemme sig, mens han udviklede en rygrad og et politisk kompas. Men så kommer der en virus, der tvinger ham til at tage stilling til alt muligt,” udtaler pressechef Søren Olufsen.

Politisk ordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen, er uenig.

“Den, der har det sværest, er helt klart Mette Frederiksen. Hun har for travlt med at modtage børnenes hyldest og fejre dronningens 80-årsfødselsdag til at stille op til spørgetime i Folketinget,” siger han.