Foto: eanstudio, Bigstock

Løst og dækkende tøj er blevet moderne, og det er en række danske imamer begejstrede for. “Det er dejligt, at flere kvinder indser, at de bør tildække deres krop,” lyder det.

I løbet af de sidste par år er modest fashion – altså såkaldt ærbar mode, hvor kvindens tøj hænger løst og dækker ben, arme og nogle gange også håret – blevet et stort hit på catwalken og i tøjbutikkerne.

Moden med lange kjoler, store frakker og langærmede bluser er inspireret af religiøs beklædning, men mange går i dag med tøjet af andre grunde – og det er en række danske imamer vilde med.

“Det er dejligt, at flere, også gudløse, kvinder indser, at de bør tildække deres krop, så mænds blikke ikke falder på deres syndige lemmer,” lyder det således fra Abu Ali, der har prædiket i blandt andet Grimhøjmoskéen i Aarhus.

Ender stadig i Helvede
Abu Ali havde helst set, at kvinderne havde konverteret til islam, men hvis ikke de ønsker dette, er tildækning bedre end ingenting.

“De ender selvfølgelig stadig i Jahannam (Helvede, red.), men er i det mindste ikke med til at vildlede rettroende muslimske mænd, mens de er her på Jorden,” siger han.

Også imam Ahmad el-Saadi fra Khayr el-Barriya-moskéen, også kendt som Rovsingsgade-moskéen, mener, at modest fashion er en stor gevinst for islam.

Nemmere at udskamme de urene
“Vores kvinder skal selvfølgelig gå ærbart klædt, uanset om det er moderne eller ej, men hvis tøjet er pænt, er det nemmere for pigens familie at overtale hende. Ligesom det er nemmere at udskamme de urene kvinder, hvis man kan kalde dem umoderne og ikke bare billige og klamme,” siger han og bakkes op af sin kone, Meryam el-Attar.

“Det er så fedt, at jeg kan klæde mig i noget lækkert, når jeg vil vise omverdenen, at jeg faktisk respekterer min krop og ikke bare er et forsuttet bolsje. Men altså, andre kvinder må selvfølgelig gå klædt, som de vil,” siger hun.

Ikke kun imamer er begejstrede for den nye trend; også i et ultraortodokst jødisk miljø i Brooklyn, USA, har rabbineren Solomon Cohen sendt en sms fra en Nokia 3310 til RokokoPosten:

“Fantastisk idé. Næste skridt: Den trendy paryk, til når den gifte kvinde skal dække sit hår?”