Foto: lumyaisweet, Bigstock

Foto: lumyaisweet, Bigstock

Alle beskylder mig for at have givet menneskene corona, selvom skældyret pangolinen er den egentlige skurk. Sådan siger flagermusen, der føler sig stigmatiseret og offer for strukturel arts-ulighed.

Flagermusen drikker blod, bor i mørke huler og ser uhyggelig ud med sine skarpe tænder og tynde vinger. Skældyret pangolinen er derimod en nuttet fætter, der minder lidt om en lille dinosaur.

Disse fordomme møder vandflagermusen Ove ofte, når den færdes ude i den danske nat. Siden corona kom på alles læber i starten af året, har Ove derudover måttet forsvare sig mod voldsomme beskyldninger om, at de mange dødsfald verden over er hans skyld – og det gør ham skamfuld.

“Men det er jo ikke mig, der har givet menneskene virussen; det er pangolinen. Corona har formentlig bevæget sig fra flagermus til pangolin til menneske, men lige så snart jeg nævner det søde skældyr som skurken, gider folk ikke høre mere,” siger Ove, der mener, at han er offer for strukturel arts-ulighed.

Meget få af os drikker blod
“Hvis ikke folk i forvejen havde en idé om mig som ond og vampyragtig, ville jeg slet ikke blive udsat for så voldsom stigmatisering. Nogle tror endda, at jeg har smittet mennesker med corona ved at bide dem,” fortsætter den otte centimeter lange flagermus og tilføjer, at meget få af hans slags faktisk drikker blod.

“Personligt foretrækker jeg små insekter, mens andre af os spiser frugt. Men det passer slet ikke ind i folks flagermusfobiske verdensopfattelse.”

Ove understreger dog, at han ikke er ude på at kritisere pangolinen, der efter hans mening også lider under artsbestemte fordomme.

Vil ikke associeres med flagermus
“Den kinesiske pangolin lever i en kronisk stresstilstand, fordi dens krop hele tiden er til forhandling. Nogle mennesker er begejstrede for den, når de ser billeder af den, men væmmes så, når den står foran dem. Pangolinen er en minoritet og føler sig derfor truet af majoritetssamfundet, selvom de fleste synes, den er nuttet,” siger Ove.

RokokoPosten har spurgt flere pangoliner, om de kan genkende Oves beskrivelse af deres art, men ingen har ønsket at svare, da de ikke vil associeres med flagermus. Pangolinen Arthur har dog følgende kommentar:

“Jeg fatter ikke, at Ove ikke skammer sig mere – klamme smittebærer!”