Foto: Life on White, Bigstock
Når en politiker fortæller, at en anden politikers hund har slikket hende i ansigtet, bør man spørge sig selv, om der overhovedet er tale om en hund. Ligesom man næppe kan tale om at blive bidt af en hund, hvis man bare er blevet nippet i skinnebenet af en pekingeser, mener radiovært og debattør Mona Busk Sørensen.
Da jeg i 1998 blev angrebet af en bidsk hund, måtte jeg på hospitalet for at blive lappet sammen. Det tog flere uger, før jeg kunne forlade hospitalet, og herefter fulgte måneder med opfølgende behandlinger. Oplevelsen har givet ar på huden, og jeg bliver aldrig den samme, som jeg var før angrebet.
Derfor er jeg glad for, at der i disse uger bliver talt åbent om folks forhold til hunde. Der er dog brug for en begrebsafklaring, for når folk taler om chihuahuaer og granddanoiser, som om der var tale om det samme, bliver det åbenlyst, at der må være en bagatelgrænse for, hvornår noget er en hund.
Forskellige måder at blive slikket i ansigtet
Tag for eksempel en dansk politikers oplevelse af at blive slikket i ansigtet af en anden politikers hund. Denne fortælling har medført et væld af reaktioner. Nogle bakker politikeren op i, at det er klamt at blive slikket i ansigtet af en hund. Andre mener, at det er sødt og uskyldigt.
Problemet er ikke, at man kan mene noget forskelligt om at blive slikket i ansigtet af en hund. Problemet er, at dette udsagn kan dække over alt fra en chihuahuas lillebitte tunge, som dårligt nok er fugtig, til den håndfladebrede, savlindsmurte newfoundlændertunge. Det første kan næppe betegnes som mere end mildt ubekvemt, mens de fleste vil føle sig frastødte af det sidste. Så ikke alene tales der om så vidt forskellige ting som at blive skambidt og at blive slikket lidt i ansigtet. Der tales også om dyr, som er så vidt forskellige, at det er absurd at bruge samme begreb om dem alle.
Der må være en grænse
I sidste ende bliver det umuligt at tage det alvorligt, når nogen taler om dårlige oplevelser med hunde, hvilket er et stort problem, fordi nogle af dem ikke blot er problematiske, men direkte livstruende. Vi må derfor have en bagatelgrænse for, hvad vi tillader os at kalde for “hunde”. Hvor denne grænse skal gå, ved jeg ikke, men vi skal turde tale om, at hvis man bliver nippet i skinnebenet af en hidsig pekingeser, så er man altså ikke blevet bidt af en hund.
