Foto: Mangostar, Bigstock

Foto: Mangostar, Bigstock

I løbet af det næste år kan Danmark nedbringe mængden af idioter med 80 procent, lover forskere. Desværre møder vaccinen modstand fra dem, der ville få størst glæde af den.

Forestil dig en verden uden idioter: Ingen mennesker, der taler om, hvordan 5G er skyld i deres piskesmæld, eller hvordan Jeffrey Epstein måske er et reptil. Ingen, der snyder foran dig i køen eller slingrer på cykelstien, fordi de kigger på deres telefon. Og ingen, som bruger den der smiley, der kaster op med grønt bræk, når de er utilfredse med noget.

Det kan blive virkelighed, hvis det i løbet af 2021 lykkes de danske sundhedsmyndigheder at udrulle en vaccine mod idioti.

“Vaccinen kan nedbringe mængden af idioter med 80 procent og virker både på dem med milde symptomer og dem med sygdommen i voldsomt udbrud,” lyder det fra Natalie Arden, professor i molekylærbiologi ved Cambridge University, der har stået i spidsen for udviklingen af den nye vaccine.

Taknemmelighed og bøger
Arden fortæller om et forsøg med teenagere, der gik fra at brokke sig over deres konfirmationsgaver og larme i togkupéer til at udtrykke taknemmelighed og læse bøger:

“Og tænk: Bøgerne var ikke engang prætentiøse, så de unge kunne drille hinanden med ikke at have læst dem og være idioter på den måde.”

Desværre møder projektet allerede nu stor modstand fra dem, der ifølge Natalie Arden ville have størst nytte af vaccinen, nemlig vaccinemodstandere.

“Medierne har vist været lidt for gode til at fremstille den her vaccine som helt uskadelig. Man er for dum, hvis man lader sig narre af deres kommercielle dagsorden og iøjnefaldende propaganda. Så jeg har set nogle videoer på YouTube i stedet,” siger Emil Davidsen fra Lemvig, hvorefter han bøvser højlydt og sender endnu en bræk-smiley af sted til en Facebook-ven.

Politikerne må tage den først
Emil giver ikke meget for forskernes forklaring om, at flokimmunitet, altså at 80-90 procent af en befolkning er vaccineret, er nødvendig, hvis man skal bekæmpe idioti.

“Selvfølgelig kunne de tænke sig, at de fleste af os var vaccinerede, så vi gik omkring som dumme får. Men så lad politikerne tage vaccinen, og hvis de så holder op med at være idioter, kan det være, jeg vil overveje det. Jeg sætter nemlig en ære i at tænke kritisk og passe meget på med, hvad jeg putter i min krop af skadelige kemikalier,” siger Emil og tager en slurk af sin Bacardi Breezer.