Foto: thaiicedtea,Bigstock

Foto: thaiicedtea,Bigstock

RokokoPosten bringer i denne uge tre idéer til kreative projekter, som du kan kaste dig over derhjemme med den avis, som du har tegnet abonnement på, men som vi alle ved, at du aldrig kommer til at læse.

Du behøver ikke at skamme dig, vi har alle været der! Det nye år er en oplagt mulighed for at genopfinde sig selv, og nu har du så tegnet et abonnement på en avis.

Selvom du inderst inde godt ved, at du ikke kommer til at læse den, tænkte du, at hvis du ikke kan tage dig sammen til at følge bedre med, kan du i hvert fald blive bedre til at lade som om, du gør!

Men hvad skal du så stille op med den bunke genbrugspapir, som hurtigt fylder fletkurven for enden af sofaen op? RokokoPosten er klar med tre idéer.

1. Fold en hat
Skal du folde en hat, er det vigtigt, at du vælger en dobbeltside i avisen. Vi foreslår enten interviewet med den midaldrende skuespiller, der fortæller om, hvad det betød for dem at få børn, eller artiklen af en professor, der fortæller om, hvad vi kan lære af et eller andet dyr. Start med at folde siden, fold den så igen cirka deromkring, hvor skuespilleren begynder at fortælle om sin familie i medieverdenen, fold hjørnerne ind mod midten, og fold bunden op på begge sider. 1, 2, 3, let som en leg!

2. Byg en figur af papmaché
En papmachéfigur kræver en hulens masse avissider! Der findes heldigvis et lille, tidsbesparende trick til hurtigt at vurdere, hvilke sider der er velegnet til formålet. Hvis overskriften indeholder en formulering som “Er #MeToo gået for vidt?”, kan du fluks rive artiklen ud af avisen og stoppe den i din limmasse. Debatsektioner er generelt utroligt velegnede her.

3. Et alternativ til kattegrus
Som nogle katteejere allerede ved, er avispapir et af de bedste alternativer til kattegrus, og så er det en nem måde at spare penge på. Hos RokokoPosten anbefaler vi at anvende de tørreste sider i avisen, da de tager bedst imod. Det kunne være anmeldelser af faglitteratur (se efter ord som “diskurs”, “dialektik” eller “neoliberalisme”, så er du formentlig på rette spor) eller al udlandsdækning, der ikke handler om USA. Begge er førsteklasses valg til opsugning af katteurin.