Foto: photosvit, Bigstock

Foto: photosvit, Bigstock

De brokker sig ikke, når man gramser eller kommer med lumre vittigheder, fortæller producenten af Robottom, en ung, kvindelig praktikant-robot med store bryster og høj tolerancetærskel.

“Ti hi, du er så sjov!”

Den unge, blonde kvinde fniser og kaster håret bagud. Hendes chef, en mandlig mellemleder i mediebranchen, har lige fortalt hende, at hun ser træt ud, hvorefter han tilbød at holde hendes bryster.

Normalt ville sådan en kommentar blive betragtet som uacceptabel på en arbejdsplads og måske endda føre til fyring eller en offentlig MeToo-sag. I dette tilfælde er offeret dog ikke en rigtig kvinde, men en Robottom.

Trækker ned i blusen
“Det er en robot, der fuldstændig ligner en lækker, ung kvindelig praktikant. Hun kan programmeres til at arbejde i mediebranchen, med politik, hos et filmselskab, ja, alle steder, hvor der findes grænseoverskridende mænd. Krop og ansigt kan tilpasses, så man eksempelvis kan gøre ørerne større og mere indbydende,” lyder det fra Haruto Nakamura, der har udviklet den tolerante robot.

“En Robottom er ligeglad med kommentarer, som de fleste andre ville finde upassende, og reagerer som regel ved at grine eller trække ned i blusen. Hvis ingen siger noget til hende, kan hun programmeres til selv at opsøge mænd i lederstillinger og give dem umotiverede komplimenter om deres udseende.”

TV 2 køber 30 robotter
Den kvindelige praktikant-robot kan således tilfredsstille de mænd, der ellers ville opsøge og krænke menneskelige praktikanter.

“Robottom løser to problemer på én gang: Arbejdspladsen undgår at skabe ubehag for de involverede kvinder og kan samtidig beholde en række mandlige ansatte, som man ikke har lyst til at fyre, men ikke kan retfærdiggøre at beholde, når deres opførsel bliver kendt,” fortæller Nakamura, hvis produkt allerede er blevet forudbestilt af flere danske arbejdsgivere.

“TV 2 har allerede sikret sig 30 Robottoms, mens DR har lagt billet ind på 20. Faktisk ringede chefer fra begge arbejdspladser til mig, allerede da jeg for flere år siden var i gang med en prototype og spurgte desperat, om jeg bare ikke kunne sende dem alt, hvad jeg havde. De endte med at betale cirka en million kroner for et metalskrog med en BH på.”