Foto: RokokoPosten

Foto: RokokoPosten

Det var et stort chok for Jens Jakobsen at opdage, at den pose chips, han købte på vej hjem efter første vaccinestik, indeholdt en hel masse mikrochips. “Troede, at folk var tossede, når de talte om det,” siger han.

SOSU-assistent Jens Jakobsen beskriver sig selv som en jordbunden mand. Derfor tøvede han heller ikke et sekund, da han blev tilbudt en vaccine mod COVID-19 på grund af sit job på et plejehjem i Aarhus. Han havde ganske vist hørt rygter om mikrochips, som via vaccinen kunne komme ind i folks kroppe, således at regeringen og andre magtfulde instanser kunne fjernstyre og kontrollere befolkningen.

“Helt ærligt, så troede jeg ikke på det. Jeg er ikke enig med alt, regeringen laver, men det er ikke ensbetydende med, at jeg tror, de ligefrem fører befolkningen bag lyset. Det der med mikrochips og Bill Gates lød mest af alt som noget fra en dårlig fremtidsroman,” siger den 41-årige midtjyde.

Snacksulten efter første stik
Jens Jakobsen mødte derfor tryg og glad op, da han i går havde tid til at få sin første vaccinedosis. Flere af hans kolleger havde allerede været turen igennem, og ingen af dem havde oplevet nævneværdige bivirkninger. I det hele taget er holdningen til vaccine positiv blandt Jens Jakobsens kolleger og omgangskreds.

Derfor anede han ikke uråd, da han på vej hjem efter at have fået vaccinen følte sig lækkersulten.

“Jeg tænkte, at det var ret naturligt, for jeg er sådan en, der godt kan lide en snack efter arbejde, og jeg fik vaccinen klokken 15.30, så det passer meget godt med det tidspunkt, jeg får fri, når jeg har dagvagt,” siger han.

Det var først, da Jens Jakobsen kom hjem med en pose chips med havsalt fra KiMs, at han opdagede, at noget var helt galt.

Kan ikke være tilfældigt
Da han åbnede posen for at hælde indholdet i en skål, opdagede han straks, at chipsene ikke lignede sig selv. De var meget mindre, end de plejede at være.

“Der var slet ingen store, lækre chips, som der plejer at være. De var alle sammen bittesmå. Da gik det op for mig, at posen var fyldt med mikrochips, og jeg blev ret chokeret, for jeg havde allerede nået at spise et par håndfulde,” siger han og fortæller, at han efterfølgende forsøgte at kaste op.

“Hvordan det hænger sammen, at mikrochipsene er i lige netop den pose, jeg køber umiddelbart efter at være blevet vaccineret, ved jeg ikke. Men det kan ikke være tilfældigt,” siger han og slutter:

“Jeg er dybt chokeret over, at det foregår så indirekte. Det tyder på, at der er nogle virkelig skræmmende kræfter på spil.”