Foto: Alessandro Biascioli, Bigstock

Foto: Alessandro Biascioli

Et stort skridt i den rigtige retning, at et klamt svin som Bill Cosby kan blive løsladt i utide, bare fordi han er rig, mener Black Lives Matter. Det sker nemlig som regel kun for hvide.

Den ellers kontroversielle løsladelse af komiker og skuespiller Bill Cosby tidligere på sommeren er blevet mødt med jubel fra Black Lives Matter. Talskvinde Chantelle Broker fra Michigan fortæller RokokoPosten, at organisationen har besluttet at hylde Cosby som symbol på kampen for ligestilling mellem sorte og hvide.

“Førhen var det kun klamme hvide mænd, der kunne blive løsladt før tid, hvis de bare var rige og magtfulde nok. Men nu er det endelig sket for en klam sort mand, og det er en stor sejr for alle os sorte,” siger hun og tilføjer, at BLM har holdt fester kun for sorte i flere stater sommeren over for at fejre Cosbys løsladelse.

“Vi kæmper så meget med armod og undertrykkelse, så det er dejligt endelig at have noget at fejre,” lyder det fra den 37-årige aktivist og speciallæge.

Rollemodel for alle sorte
En anden Black Lives Matter-aktivist, Janelle Marcus, mener, at Bill Cosby er en rollemodel, som alle sorte kan se op til.

“Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvad det her betyder for os. Det kan slet ikke beskrives, hvor vigtigt det er for sorte børn og unge at kunne se op til nogle, der ligner dem, så de kan identificere sig med dem,” siger hun og nævner, at hun mange gange har talt med sin 14-årige søn om, hvad han kan lære af Bill Cosby.

Hun mener i øvrigt, at dommen fra begyndelsen var racistisk motiveret, og at det derfor er en endnu større sejr, at Cosby nu er blevet løsladt.

“Det havde selvfølgelig været bedre, hvis han slet ikke var kommet i fængsel, hvilket jo nok ville have været tilfældet, hvis det havde været omvendt, altså at en sort kvinde anklagede en hvid mand for seksuelle overgreb,” siger hun.

Forsvarer ikke vold mod kvinder
Både Janelle Marcus og Chantelle Broker understreger, at deres hyldest af Bill Cosby ikke har noget at gøre med at forsvare vold eller overgreb.

“Når vi hylder Bill Cosby, gør vi det i kraft af en fortolkningsprisme, gennem hvilken årsagen til Cosbys dom bliver irrelevant,” siger Janelle Marcus og uddyber:

“I det særlige lys, som denne prisme kaster, findes kun forskellige hudfarvers indbyrdes magtforhold. Men det er typisk hvid privilegieblindhed at få det til at handle om overgreb, bare fordi det gik ud over en hvid.”