Foto: Lopolo, Bigstock

Foto: Lopolo, Bigstock

Efter at FH og DA er blevet enige om at øremærke barsel til fædre, foreslår en samlet rød blok at udvide øremærkningen til også at indbefatte bleskift.

Det har delt vandene på Christiansborg og i befolkningen, at der nu er udsigt til, at nye fædre skal tage minimum 11 ugers barsel, der ellers bortfalder fra den samlede pulje af barselsuger for begge forældre.

Argumenter som ligestilling i hjemmet og lige vilkår på arbejdsmarkedet mødes af argumenter om private præferencer og selvstændiges omsætningstab. Men den røde del af Christiansborg er klar til yderligere regulering.

“Vi kræver, at lortebleerne deles som et led i kampen for absolut ligestilling. Det er uacceptabelt, at mænd slipper så let for de bleskift. Vi har rapporter, der tyder på, at nogle af dem lyver og siger, at de brækker sig, hvis de skal skifte sådan en remouladeble, men undersøgelser viser, at kvinder har det på samme måde. Vi har også grund til at formode, at nogle fædre bevidst handler ineffektivt, når de så endelig skifter en ble, så moderen ender med at gøre det selv bagefter,” lyder det i et skriftligt svar fra rød bloks nyligt nedsatte arbejdsgruppe, Brun Mission, da RokokoPosten spørger til udspillet.

Lort lugter ens
Er det ikke at blande sig lidt for meget i folks privatliv?

“Det private er politisk. Sådan har det altid været, og sådan er det også i den her situation. Lort lugter ens for alle!”

Brun Mission arbejder i første omgang på, hvordan der skal sanktioneres, hvis de kommende regler om lortebleer ikke følges. Men der kan være flere udspil på vej fra gruppen.

“Noget af det mest belastende i den første tid med et nyt barn er søvnmangel. Her kunne vi sagtens forestille os at foreslå, at faderen til barnet også skal være vågen, når moderen er det. Hvis hun for eksempel skal amme om natten, skal han stå ved siden af. Og være vågen!”

Stol blindt på os
Hvordan skulle det gavne barnet eller moderen, at faderen også er træt hele tiden?

“Det er en irrelevant indvending. Vores forslag handler om ligestilling, ikke om familiers individuelle behov, og det er i øvrigt slet ikke meningen, at man forholder sig kritisk, men stoler blindt på os.”

Okay, så både mænd og kvinder skal skifte lortebleer og sove lige lidt?

“Ja! Og måske tildeler vi på længere sigt fædrene hele ansvaret for kommunikationen på Aula – som en slags godtgørelse over for kvinder helt generelt.”