Foto: Catalin Pop, sxc.hu

Ifølge en datingannonce søger 32-årige Anita Ipsen ikke en mand, hun kan leve med, men en, hun kun sjældent får lyst til at skyde.

Da Anita Ipsen første gang oprettede en datingannonce, skrev hun ligesom mange andre på datingsitet i sin profil:

“Jeg søger ikke en, jeg kan leve med, men en, jeg ikke kan leve uden.”

Senere indså hun, at det var for ambitiøst og ændrede derfor teksten, så hun bare søgte efter en, hun kunne holde af og have det godt sammen med.

For nylig indså hun, at selv dét er vanskeligt, så nu har hun endnu engang ændret sin tekst.

“Mænd, der er til at leve med, findes ganske enkelt ikke, så nu søger jeg bare en, der er jævnt okay, og som jeg kun sjældent får lyst til at skyde,” fortæller hun.

Myten om den perfekte han
Ifølge parterapeut Johanne Carlsen er der mange kvinder, der som Anita indser, at den perfekte mand er en myte.

“Vi har alle det her billede af den stærke, kærlige og kloge mand, der bærer os gennem livet med fløjlshandsker. Men hankønsvæsener er bare ikke sådan, så Anita gør klogt i at justere sine forventninger,” mener parterapeuten.

Johanne Carlsen medgiver dog, at der selvfølgelig er forskel på mænd, og at de ikke alle er slappe og ubrugelige.

“Men for en kvinde på 32 bliver det svært at finde et af de gode eksemplarer, for de bliver som regel taget hurtigt, og har man først sådan en, giver man jo ikke slip på ham igen,” lyder hendes forklaring på, at der stort set ikke findes gode singlemænd over 30.

Godt liv muligt
Heldigvis mener Johanne Carlsen, at man godt kan have et godt liv, selvom manden ikke er et pragteksemplar.

“Det er et spørgsmål om at prioritere. Manden er trods alt kun en del af livet, så der er heldigvis masser af andre ting, man kan fokusere på i stedet,” siger hun.

Anita Ipsen er da heller ikke i tvivl om, at hun nok skal finde en eller anden. Faktisk har hun været på date to gange med en it-ingeniør, der tjener gode penge og bruger næsten al sin fritid på at spille World of Warcraft.

“Han er ikke ret spændende, men jeg tror godt, det kan fungere, for så kan jeg hyre hjælp til de praktiske ting, han ikke bidrager til i hverdagen, og bruge min tid på wellness og veninder.”