Siden juni 2015 har den danske regering fungeret uden nogen form for menneskelig kontrol, afslører Claus Hjort Frederiksen. Henrik Sass Larsen mener dog, at Socialdemokratiet indførte førerløs regering for flere år siden.
“Se, helt uden hænder!”
Ordene kommer fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, idet han viser RokokoPostens udsendte, hvordan regeringens system for lederløs ledelse kan producere et helt forsvarsbudget uden nogen form for menneskelig indblanding eller koordination.
Og ganske rigtigt. På ingen tid ligger et dugfrisk initiativ helt klar til førstebehandling i Folketingssalen.
“Prøv engang at se der: Det foreslår nedskæringer på militærbudgettet. Det er da en spændende og innovativ tilgang i denne tid, hvor vi døjer med Putin og alt muligt. Den idé kan jeg garantere, at vi aldrig havde fået, hvis det skulle udtænkes af politikere,” jubler ministeren.
Lille forskel i forhold til Fogh
De kreative politiske løsningsmodeller er heller ikke den eneste fordel, som det nye førerløse regeringssystem fører med sig, fortæller ministeren.
“Systemet giver os politikere tid til alt muligt andet end regeringsarbejde. Lars Løkke Rasmussen behøver eksempelvis ikke længere rende rundt i Folketinget eller diverse udvalg og forhandle om alt muligt. I stedet kan han blot koncentrere sig om at blive teknisk solvent og købe sit eget undertøj.”
Claus Hjort Frederiksen erkender dog, at teknologien stadig er relativt uprøvet.
“Selvfølgelig er det altid forbundet med risici at være first mover, og der kommer naturligvis et par bump på vejen, når man fuldstændig fjerner det menneskelige element,” siger han og fortsætter:
“Men efter to perioder med Anders Fogh Rasmussen syntes vi egentlig ikke, at skridtet til at overlade kontrollen til maskiner var særlig stort.”
Sass Larsen: Vi kom først
Det er dog ikke alle, som mener, at det nye førerløse regeringssystem er så originalt, som ministeren giver udtryk for. Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen hævder nemlig, at den tidligere regering indførte noget tilsvarende for år tilbage.
“Ret beset er det typisk for den borgerlige regering at tage æren for noget, som vi socialdemokrater indførte allerede i 2011. Jeg er dog fuld af fortrøstning i forhold til, at enhver fremtidig historiker godt vil kunne se, hvem der først indførte en regering uden ledelse,” fortæller han.