Foto: Ben Gingell, Bigstock

Foto: Ben Gingell, Bigstock

Det var en anden tid, forklarer Gud og erkender, at han begik en fejl, da han skabte Adam og Eva som mand og kvinde.

Da Gud skabte mennesket som mand og kvinde, opsplittede han os i to adskilte køn. Allerede fra starten var der altså ikke plads til hverken transpersoner eller non-binære i paradiset, og det møder nu hård kritik fra LGBT+ Danmark, der anklager Gud for at være heteronormativ og transfobisk.

Ved kun at have heteroseksuelle ciskønnede i paradis skaber Gud allerede dér et eksklusivt og transfobisk paradis og skaber et billede af, at transpersoner ikke har Guds kærlighed. Det siger Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef for LGBT+ Danmark.

“Det er en meget problematisk adfærd, og man kunne forvente mere af Gud, der er alvidende og almægtig. Han burde vide bedre end at skabe et paradis kun med heteroseksuelle ciskønnede,” siger hun.

Gud: Det var en anden tid
I dag erkender Gud, at det var en fejl ikke at inkludere en LGBT-person, da han skabte paradis.

“Men det var en anden tid dengang. Man tænkte ikke så meget over det, som man gør i dag. Desuden var der problemer nok bare med to mennesker, og da der var fire, skete det første mord. Så jeg havde rigeligt at se til,” forklarer Gud til RokokoPosten og undrer sig over, hvorfor kritikken først kommer nu.

“Det var selvfølgelig en fejl, men det er efterhånden 7000 år siden. Så et eller andet sted synes jeg, det er lidt mærkeligt, at man lige pludselig har behov for at hive sådan en gammel sag frem i medierne,” siger Vorherre, men understreger, at han godt kan forstå, at det er ubehageligt for transpersoner at blive sat i bås som noget, de ikke er.

“For eksempel er der en eller anden tysker, der har fået succes med budskabet om, at jeg er død,” siger han og tilføjer: “Men de rygter er stærkt overdrevne. Og ærlig talt irriterende, så jeg forstår godt transpersoners frustration over, at folk siger alt muligt om dem, som de opfatter som forkert,” siger Gud.

LGBT-personer også skabt af Gud
Ifølge Gud bør LGBT+ Danmark dog rette deres vrede et andet sted hen end mod ham.

“Eftersom jeg er almægtig og har skabt verden og alle mennesker i mit billede og i min kærlighed, må jeg jo også have skabt LGBT-personer. Så måske de skulle rette deres kritik mod de mennesker, der ikke anerkender LGBT-personer som mine skabninger. Endda i mit navn, selvom jeg med det andet bud prøvede at stoppe det kætteri,” siger en indigneret Vorherre.