Foto: banzaygelo/creativica, Bigstock

Foto: banzaygelo/creativica, Bigstock

“Du kan ikke kaste op til The Minds of 99 uden at skylle efter med en flæskestegssandwich eller rullekebab!” Sådan lyder det fra kødmilitsen De Ristede, der ventes at omringe den ellers kødfrie festivalplads i 2022.

Aarhusianske Northside meddelte sidste uge, at deres længe ventede festival i 2022 vil blive helt og aldeles kødfri. RokokoPosten har herefter erfaret, at kødmilitsen De Ristede har annonceret deres tilstedeværelse rundt om festivalpladsen fra den 2.-6. juni.

Pølser forever
“Vi ved, at der til den tid vil findes en stor gruppe mennesker på den anden side af hegnet, som er enige med os. Faktisk nok dem alle. Mennesker, der ikke spiser kød, har slet ikke kræfter til at være på festival,” lyder det fra militsens leder, der bærer en sort kasket med et symbol, der forestiller en pølse med et ondskabsfuldt smil.

Hvad indebærer jeres planer helt præcist?
“Det er enkelt. Mennesker vil gerne drikke sig fulde. Det betyder, at de får tømmermænd, og hvad vil de så helst have dagen derpå? Kød. Masser af salt og fedt. Og det har systemet taget fra os og dem. Det finder vi os ikke i. Så vi har tænkt os at omringe pladsen med boder med alle tænkelige former for grillmad, kyllingespyd, ristede pølser, slagterfrikadeller og små, lune leverpostejer. Pølser forever!” lyder det fra den pølsekasketbærende leder.

Men tror I ikke, at de, der køber billet til en kødfri festival, er helt okay med, at den er kødfri?

“Hallo, makker! Du kan ikke kaste op til lyden af The Minds of 99 uden at skylle efter med en flæskestegssandwich eller i det mindste en rullekebab! Det er et fuldstændig utænkeligt scenarie. Folk har ikke været på ægte festival i flere år, så skal de sgu da ikke også påduttes at være vegetarer!”

Forventer konfrontation
De Ristede ved godt, at de kan risikere at blive mødt med vrede og protester, når de gennem flere dage vil indhylle vegetariske Northside i duften af brankede pølser og lunt kødpålæg. Alligevel ændrer det ikke ved den nyfødte kødmilits’ planer.

“Hvad skal de gøre? Smide os ud? De mennesker, der bliver sure, spiser jo ikke protein, så de kan dårligt nok løfte armene for at klappe med under numrene. Det tror jeg lige, vi kan overkomme. Vi kan jo strø bacontern rundt om vores boder, hvis nogle af dem bliver rigtig tossede – det virker lidt på dem som hvidløg på vampyrer.”