Foto: mdorottya, Bigstock
Selvom man er en lille hund, kan man godt drømme stort. Det mener hundehvalpen Millie, der håber på at få et langt og godt liv, hvor hun hver dag kan gøre en positiv forskel.
RokokoPosten møder Millie, en tre måneder gammel hundehvalp af racen bichon havanais, mens hun er ude at gå sin morgentur. Hun har lidt travlt, for der skal hilses på mange mennesker og hunde, men Millie tager sig gerne tid til at dele sine tanker om meningen med livet.
“Bliver du glad, hvis jeg gør det? Ja? Så vil jeg i hvert fald gerne!”
Millie, der blev født hos en opdrætter i Nordjylland, flyttede for en lille måneds tid siden til Aarhus, hvor hun nu bor sammen med Birthe i en mindre bylejlighed. Det er hun glad for.
“Birthe er lidt ensom, så det er dejligt, at jeg kan være der for hende. Jeg kan tydeligt se, at hun er livet op i løbet af de uger, jeg har boet hos hende,” siger hun.
Motion og social kontakt
Birthe er plaget af gigt og har længe været inaktiv. Det har hun ikke godt af, så Millie gør sit bedste for at motivere Birthe til at få motion i hverdagen.
“Når jeg vil ud, sætter jeg mig henne ved døren og bjæffer forsigtigt, mens jeg lægger hovedet på skrå. Så griner Birthe, fordi hun synes, jeg ser sød ud, og så bliver det meget lettere for hende at tage sig sammen til at komme ud,” forklarer Millie, der desuden arbejder på at gøre Birthe bedre til at få kontakt med andre mennesker.
“Her inde i midtbyen går folk tæt forbi hinanden uden så meget som at se på hinanden. Derfor finder jeg altid nogle mennesker, som Birthe kan snakke lidt med. Jeg hiver lidt i snoren, så hun går hen imod dem, og så kigger jeg direkte på dem og logrer ivrigt med halen, indtil de får øje på mig. Først klapper de mig, men det ender altid med, at de får en god snak med Birthe.”
Kan ikke redde hele verden
Millie ved godt, at hun ikke kan redde hele verden. Alligevel er hun godt tilfreds med sin indsats.
“Når man er hund, har man begrænsede muligheder. Jeg kan for eksempel ikke komme ud, medmindre Birthe er med, og jeg skal sove det meste af døgnet. Men jeg arbejder målrettet og har fx allerede hjulpet Birthe med at overvinde sin angst for de hjemløse, der sidder på bænken uden for Birthes lejlighed, og de er glade for, at hun er begyndt at hilse på dem,” siger hun og slutter:
“På den måde gør jeg den lille del af verden, som jeg har mulighed for at påvirke, lidt bedre, end hvis jeg ikke havde været der. Hvis andre gør det samme, kan vi virkelig gøre en stor forskel, selvom vi hver især kun gør ganske lidt.”
