Ill.: RokokoPosten + Dall-E

Ill.: RokokoPosten + Dall-E

Lad au pair-pigen cykle i stedet for at tage bilen, drik en simpel Amarone i hverdagene, og sænk gulvvarmen i garagen. Beatrice Hjernild fra Gentofte er blevet en sand ekspert i spareråd og deler nu kvit og frit sin viden med RokokoPostens læsere.

Det begyndte med, at Beatrice Hjernild, 43, så et nyhedsindslag, hvor flere danskere fortalte om at være tæt på at måtte gå fra hus og hjem på grund af energipriserne.

“Jeg har aldrig selv været typen, der har haft brug for at spare, men jeg tænkte, at så svært kunne det da ikke være. Så jeg besluttede mig for at prøve, bare for sjov, og jeg må indrømme, at jeg er blevet bidt af det,” siger hun, før hun begynder at fortælle om sine opdagelser:

Ikke behov for drastiske tiltag
“I begyndelsen søgte jeg inspiration på nettet, men de fleste råd, man finder der, er temmelig drastiske. Så jeg besluttede mig for at bevise, at man sagtens kan spare uden at gå så vidt som at slukke for håndklædevarmeren,” siger hun og fortsætter:

“For eksempel er der jo ingen, der siger, at au pair-pigen partout skal have bilen, når hun skal til sprogundervisning eller besøge sine venner. Så jeg tog bilnøglerne fra vores og gav hende en cykel i stedet. Allerede der sparer man meget, uden at det påvirker en på nogen måde.”

I samme ånd gik hun på jagt efter nogle gamle genstande, som hendes mand havde gemt for sjov.

“Jeg mindedes, at vi havde sådan en sjov, gammeldags håndskubber, som min svigerfars gartner slog græs med, da min mand var dreng. Jeg fandt også andre redskaber fra den tid, så nu ordner gartneren vores udendørsarealer helt uden brug af strøm.”

Man må selv ofre noget
Beatrice Hjernild smiler stolt. Så bliver hun alvorlig. Ja, for det skal jo ikke hedde sig, at det kun er de folk, hun har i huset, der skal ændre vaner.

“Man må selv ofre noget, det har jeg altid sagt! Så nu nøjes min mand og jeg med en simpel Amarone i hverdagene, og så gemmer vi den gode vin til weekenderne. Jeg har også købt en mink off the rack i år, for man behøver jo altså ikke en ny specialfremstillet hvert år,” siger Beatrice, hvis mand efterhånden har accepteret hendes tossede påfund:

“Det var endda ham selv, der fandt på, at vi kunne sænke gulvvarmen i garagen – da blev jeg bare så stolt af ham!”