Sidste uge kolliderede to store kulturbegivenheder på dansk grund. RokokoPostens reporter var med begge steder – samtidig!

Ved hjælp af avanceret simultan-præsens-teknologi har RokokoPostens reporter været til stede på såvel Folkemødet som CopenHell. Da denne teknologi stadig befinder sig i betatest-fasen, har der desværre været et par bump på vejen. Det er dog lykkedes os at lokalisere enkelte tekstuddrag, som vi hermed bringer, mens vi fortsætter arbejdet med at få vores reporter tilbage i hel og levende tilstand:

Hjælpsomhed og sammenhold
Det ene sted har en ung kvinde tabt sin mobiltelefon, og straks går et væld af mennesker i gang med at lede. Miraklet sker, og telefonen dukker op – den er lidt medtaget, men virker, og kvinden er glad. Det andet sted er fyldt med toppolitikere, der ivrigt lader som om, at selv jeg er vigtig for dem.

Bøvede udsagn og aggressive folkemængder
Det ene sted hører man fra scenen det ene bøvede udsagn efter det andet. Der er en anspændt stemning blandt publikum. Jeg mærker hadet og aggressionerne, der bølger gennem folkemængderne og fornemmer tydeligt, at dommedag er nær.

Samtidig spiller Pantera sit livs koncert, mens folk chiller og hygger sig det andet sted.

Fadøl overalt
Man bliver lidt forvirret over at være to steder samtidig. Især når der er så mange mennesker overalt. Heldigvis er der uanede mængder fadøl begge steder. Det ene sted drikker jeg dem mest for hyggens skyld, det andet sted er det ren overlevelsesstrategi – selvom Rasmus Paludan ikke engang må komme tæt på.