Folkekirken forskelsbehandler de troende

En typisk dansk, muslim-fri Folkekirke

En undersøgelse, der for nyligt blev foretaget af Københavns Teologiske Fakultet, afslører, at ingen danske folkekirker overhovedet har valgt muslimer ind i menighedsrådene. “Brud på menneskerettighederne”, raser Zenia Stampe (R).

De Radikales Zenia Stampe er dybt indigneret: “Det her beviser, at racismen trives i bedste velgående i den danske folkekirke, og det må jeg på det skarpeste tage afstand fra. Taget i betragtning, at folkekirken er en offentlig institution, så må vi kræve, at den tilgodeser alle trosretninger, også islam. Jeg kan forstå, at sognerådet på Nørrebro tæller en kristen iraker, og det er da et skridt i den rigtige retning, men det er altså slet, slet ikke godt nok. Jeg er flov over at være dansker, og jeg har da heller ikke tøvet med at indberette denne grove krænkelse til FN’s Menneskerettighedskomité i Genève.”

KD: Folkekirken forbeholdt de kristne
Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne ønsker at være anonym, men retfærdiggør forskelsbehandlingen. “Folkekirken er baseret på den kristne tro,” forklarer han, “og derfor ser jeg heller ikke noget problem i, at vi kræver medlemskab af den danske folkekirke for, at man kan sidde i sognerådene og yde indflydelse.”

Zenia Stampes forslag vækker også hovedrysten hos Søren Krarup i Dansk Folkeparti. “Jeg har alle dage været imod kvinder i folketinget, og det radikale pigebarns evindelige skræppen op viser blot hvorfor.” Adspurgt, hvordan Krarup kan være modstander af kvinder i politik, når hans egen partiformand er af hunkøn, svarer præsten fra Seem: “Jeg har ikke flere kommentarer til de radikales oikofobe (“hjemlandsfjendske”, red.) udspil”.

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech - og en lynlås

Ifølge Zenia Stampe ville det klæde kirkeministeren med en lynlås for munden, så man fremover slap for hendes islamofobiske udtalelser.


Kirkeminister går til modangreb

Zenia Stampe har nu kaldt kirkeminister Birthe Rønn Hornbech i samråd for at kræve en forklaring, men denne afviser på forhånd kritikken fra den radikale ordfører: “Jeg synes, I journalister skulle spørge fru Zenia Stampe, hvor mange kristne man mon finder blandt beslutningstagerne i moskéerne, inden vi tager den debat i folketinget,” lyder det kort for hovedet fra ministeren.

Det svar giver Zenia Stampe ikke meget for. “Det er desværre typisk for VKO-blokken, at de ikke vil respektere den islamiske kultur og i stedet straks vender undersøgelsen til en hetz mod det muslimske mindretal,” svarer hun.