Foto: F Delventhal, Flickr

Foto: F Delventhal, Flickr

Svært tilgængelig dåsemad af høj kunstnerisk kvalitet har det hårdt på et stadig mere kommercielt konservesmarked. Derfor opfordrer producenterne nu regeringen til at gribe ind og regulere dåsepriserne.

“Vi må sikre kvalitet og mangfoldighed for danskerne, når de køber konserves, og det sker bedst gennem regulering.”

Sådan lød det for nylig i en kronik fra administrerende direktør for FoodFetich A/S, Poul Steiner, der sammen med fire andre producenter af smal dåsemad talte for, at regeringen skulle bremse den “rabiate kommercialisering af det danske konservesmarked”.

Ingen dildruller
Siden frisættelsen af dåsepriserne i januar 2010 har mange mindre producenter af svært tilgængelig dåsemad, fx dildruller, citronmånepuré og syltet surkål, oplevet, hvordan store virksomheder har udkonkurreret dem med billige bestsellere som majs, makrel og fersken i lage.

Det betyder, at danskerne i dag spiser mere dåsemad end tidligere, men ifølge Steiner lider konserveskvaliteten under denne udvikling.

“Hos FoodFetich laver vi dåseprodukter af høj kunstnerisk kvalitet. Vi prøver grænser af og udforsker de gastronomiske genrer på en helt anden måde end fx Coop og Bonduelle. Uden den særlige stilling, de små producenter har haft indtil for tre år siden, ville vi aldrig have set konservesklassikere som Ostegnallingen eller Stegte Grønne Dåsetomater,” forklarer Steiner og opfordrer derfor regeringen til at fastsætte en minimumspris for dåsemad, så de små forhandlere af konserves også har en chance.

Manglende eventyrlyst
“Forbrugerne skal vejledes til den rette finkonserves, og det sker ikke i store supermarkeder, discountbutikker eller på nettet, hvor alt sælges til spotpris uden nogen form for kvalitetskontrol. Lad de mindre købmænd komme til, så vi kan få de store dåseoplevelser tilbage frem for de tomme bestsellerkalorier,” skriver Steiner i kronikken.

Egil Mortensen, der sidste år måtte se sin egen købmandsbutik dreje nøglen om, er enig. Han ønsker ikke at tvinge nogen til at handle ind hos ham, men begræder den manglende kræsenhed og eventyrlyst hos den moderne danske forbruger:

“Der er noget galt i det her land, når en familie går lige forbi min hylde med Squash Surprise til 49,95 og ind i Netto, hvor man kan få to dåser chilimajs for en tier!”