Foto: NSA

Foto: NSA

Er din harddisk brændt sammen eller laptoppen blevet stjålet, og du har glemt at tage backup? Fortvivl ikke, for nu tilbyder den amerikanske efterretningstjeneste at genskabe dine data.

Normalt beskæftiger det amerikanske National Security Agency sig med at holde amerikanske borgere sikre fra udefrakommende trusler. Det sker gennem omfattende overvågning af telekommunikation og datatjenester. Men nu vil agenturet også arbejde med at sikre borgernes data, hvilket sker gennem den nylancerede tjeneste OrwellBackup.

Pressetalsmand for den nye tjeneste, John Doe, forklarer, hvad der har fået en ellers lukket og hemmelighedspræget organisation til lige pludselig at udbyde digitale tjenester til den almindelige forbruger.

Vil give noget tilbage
“Naturligvis er det vigtigt, at vi er i stand til at holde amerikanske borgere sikre, men i en ny tidsalder vil vi også gerne give noget tilbage til mennesker verden over. Og hvad ville være mere oplagt end deres egne data?” spørger han retorisk.

NSA’s backupsystem fungerer ved, at en bruger betaler 2 dollars om måneden og derefter på et hvilket som helst tidspunkt kan anmode NSA om at overføre en komplet kopi af alle data, hvis man har mistet adgang til dem på grund af fx tyveri eller en defekt.

“At melde sig til er så nemt, som det overhovedet kan være. Eksempelvis kan man skrive ‘Jeg vil gerne tilmelde mig OrwellBackup’ i en tilfældig mail til sin mor eller bare sige det højt i et telefonopkald til Frøken Klokken. Så skal vi nok høre det,”  forklarer han og understreger en anden af tjenestens unikke og nyskabende fordele.

Gælder før tilmelding
“Tjenesten gælder faktisk meget længere tilbage end det tidspunkt, hvorpå du melder dig til. Så hvis du gerne vil genetablere de der pænt uartige billeder, du tog af hende Sofia fra Journalisthøjskolen i 2002, men mistede i efteråret 2005, da du spildte latte i din Lenovo T60 på Baresso i Ryesgade, kan vi sagtens også ordne det,” forsikrer John Doe med et vidende blik i retning af RokokoPostens udsendte og tilføjer, at han meget gerne vil uddybe tjenesten en anden dag:

“Hvad med torsdag kl.14? Der har du et hul i din kalender.”