Foto: Vika33, Bigstock

Foto: Vika33, Bigstock

“De længste tre sekunder i mit liv,” lyder det samstemmende fra tusindvis af danskere, der pludselig mistede den trygge følelse af uafbrudt at høre kommentatorernes stemmer. DR og TV 2 garanterer, at det aldrig sker igen.

“Jeg kan slet ikke forstå, at det kun var tre sekunder. Det føltes som en evighed. Jeg var rådvild og følte mig helt forladt. Bagefter var jeg slet ikke mig selv, og jeg kan faktisk ikke engang huske, hvordan kampen endte.”

Sådan lyder det fra Andreas Ålund Simonsen, en 41-årig buschauffør fra Helsingør.

Han er en af de mange danskere, der i aftes fik deres livs chok, da kommentatorernes ellers konstante talestrøm standsede i hele tre sekunder under gårsdagens kamp mellem Rusland og Egypten.

Fik noget galt i halsen
TV 2’s ledelse beklager hændelsen dybt.

“Det, jeg har fået at vide, er, at der opstod en situation, hvor en af vores dygtige kommentatorer fik noget galt i halsen. Hans medkommentator vælger så at hjælpe sin kollega i stedet for at tage ansvar for seerne. Det er selvfølgelig dybt uprofessionelt, og han har allerede fået en påtale for sin manglende dømmekraft. Han burde have fortsat snakken, så seerne ikke skulle sidde alene tilbage og kun have billederne af fodboldkampen at støtte sig til,” siger TV 2’s sportschef Frederik Lauesen.

Hos DR, der sammen med TV 2 bærer ansvaret for, at danskerne holdes i hånden gennem hele fodbold-VM, garanterer Maria Rørbye Rønn, at en lignende situation ikke vil opstå.

Vigtigt at bryde koncentrationen
“Jeg vil gerne understrege, at vi hos DR tager situationen dybt alvorligt. Selvom det ikke skete for vores egne kommentatorer, har vi alligevel indkaldt til hastemøde for at evaluere hændelsen. Vi vil gøre alt for at sikre os, at det ikke kommer til at ske igen,” siger hun.

Frederik Lauesen bekræfter, at DR og TV 2 senere i dag afholder et fælles krisemøde.

“Det er en katastrofe. Vi er nødt til at være fuldstændig sikre på, at vi bryder seernes koncentration, og det kan kun lykkes, hvis kommentatorerne taler sammen hele tiden. Der må simpelthen ikke opstå pauser, for så risikerer vi, at nogen faktisk lægger mærke til, hvad der foregår på banen,” slutter han.