FN’s generalsekretær har i dag ringet hjem til den syriske præsident Bashar al-Assad og skældt ham ud for at begå alvorlige overgreb på landets civilbefolkning. Næste skridt kan være en besked i diktatorens kontaktbog.

Flere har kritiseret FN for passivt at se til, mens det syriske regime begår brutale overgreb på landets befolkning. I dag tog FN’s generalsekretær så det drastiske skridt at ringe hjem til Syriens leder og aflevere en gedigen skideballe.

Ban Ki-moon: Assad kan ikke være det bekendt
Det var en stålsat Ban Ki-moon, der tidligt lørdag morgen kunne fortælle verdenspressen, at han netop havde sat Syriens leder Bashar al-Assad verbalt på plads. FN’s generalsekretær havde blandt andet sagt, at Assad “ikke kunne være bekendt” at angribe civilbefolkningen med tungt artilleri og tanks.

“Det var helt tydeligt, at Assad ikke kunne lide mit hårde og bestemte tonefald. Jeg brugte vendinger som ‘for dårligt’ og ‘kan du så holde op, og det lige nu!’ Efterfølgende virkede Assad lidt betuttet og tydeligt resigneret. Men der var ingen anden udvej end kontant skældud i så alvorlig en situation,” fortalte Ban Ki-moon om den telefoniske opsang, som han mente havde gjort stort indtryk på den syriske leder.

Næste skridt er kontaktbogen
Hvis den alvorlige samtale ikke virker, er FN imidlertid parate til at tage endnu mere drastiske skridt for at stoppe den syriske regerings brud på fundamentale menneskerettigheder.

“Næste skridt bliver en besked i kontaktbogen, hvor jeg slet ikke har tænkt mig at lægge fingre imellem. Og hvis han ikke afleverer den underskrevet af sin mor (Assads far døde i 2000 og var desuden selv en morderisk despot, red.) dagen efter, så falder der for alvor brænde ned,” tilføjede generalsekretæren med dyster mine.

Hvad det nedfaldende brænde kunne dække over, afviste generalsekretæren at uddybe. Flere analytikere mener imidlertid, at en forældresamtale sågar kan komme på tale – såfremt Kina eller Rusland ikke nedlægger veto i FN’s Sikkerhedsråd.