Ekspert i kristendommens historie rejser tvivl om, hvorvidt Thorbjørn Egner selv har fundet på teksten om den vrede Tante Sofie. Store dele af teksten findes nemlig også i et papyrusfragment fra 200-tallet, der omhandler Jesu indignation over menneskeheden.

“Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen andre er som jeg, og det er meget trist!”

Ovenstående ord forbindes typisk med den strenge Tante Sofie fra Thorbjørn Egners børnebog, “Folk og røvere i Kardemomme by”. Men ny forskning tyder på, at ordene stammer fra en helt anden kilde, nemlig kristendommens grundlægger, Jesus af Nazaret.

Professor i kristendommens historie ved Københavns Universitet, Claire Bruun-Svendsen, har oversat et papyrusfragment, der sandsynligvis kan dateres helt tilbage til 200-tallet. I dette citeres Jesus for at sige:

“Sandelig siger jeg Eder: Alting er af lave her i Galilæa. Det gør mig så vred, for var alle andre blot som jeg, ville alting ikke være af lave. Men ingen andre er som jeg, og deri består mit tungsind.”

Egner kan have kendt fragmentet
Påstanden om, at Thorbjørn Egner har plagieret Jesus, vækker røre i litterære kredse. Egners danske kollega, børnebogsforfatter Kirsten Clausen, mener, at det er nonsens, at Egner overhovedet skulle have kendt til fragmentet.

Men ifølge optegnelser i Thorbjørn Egners dagbog besøgte forfatteren faktisk det arkiv i København, hvor papyrusfragmentet er gemt. Han fortæller i dagbogen, at han fik en spændende rundvisning, hvor der blev læst op af oldgamle historiske tekster.

Andre hævder, at papyrusfragmentet må være falsk, fordi Jesus ikke kunne have fundet på at sige noget sådant.

Men det kunne han, udtaler Himmerigets ansvarlige for ekstern kommunikation, Tøger Seidenfaden.

Jesus elsker en god tirade
Den forhenværende chefredaktør for Politiken fortæller, at Jesus elsker en god tirade, hvilket også klart fremgår af de bibelske skrifter.

“Se bare hans  veråb over de skriftkloge og farisæerne (Matt. 23, red.) som han kalder ‘slanger’ og ‘øgleyngel’. Det er helt forkert at opfatte Jesus som et mildt væsen uden temperament. Nej, han er faktisk meget festlig og farverig,” lyder det fra Tøger Seidenfaden.

Seidenfaden vil dog hverken be- eller afkræfte, hvorvidt papyrusfragmentet er ægte.

“Noget skal I levende mennesker have at undre jer over,” slutter han.