Glem den kvindelige murersvend eller statsministre i stiletter. RokokoPosten dedikerer dagen til en lille gruppe midaldrende mønsterfølgere, der gik den slagne vej og kæmpede sig til forudsigelige magtpositioner inden for politik, erhvervsliv og kultur.
Lars Løkke Rasmussen
Danmarks oppositionsleder voksede op i en kernefamilie, studerede jura og ernærede sig som konsulent ved siden af sit politiske virke. Efter flere ministerposter opnåede Lars Løkke, med forbilledlig forudsigelighed, landets højeste politiske stilling.
“Jeg havde studeret historien og kunne se, at alle tidligere statsministre også var hvide mænd over 40, så der følte jeg mig hjemme,” forklarer Venstres formand, der på trods af besværlige bilag ikke har planer om at forlade sin nuværende position som oppositionsleder.
“Også den stilling er som regel gået til en i forvejen magtfuld hvid mand, så det har jeg det fint med,” fortæller Lars Løkke Rasmussen og tilføjer, at han i fremtiden naturligvis ønsker at blive en endnu mere magtfuld hvid mand.
Asger Aamund
Ser man bort fra småproblemer med personlig gæld, har den 73-årige erhvervsmand til fulde gjort, hvad man må forvente af en hvid mand på hans alder. Dette inkluderer en beundringsværdig deltagelse i debatten om mennesker, der er lige så hvide og næsten lige så gamle som han selv, men kvinder og ikke mænd.
“De burde have en fordel, fordi de repræsenterer noget trygt og velkendt, men samtidig noget eksotisk, nemlig deres køn. Derfor er det mig et under, at jeg stadig er omgivet af mænd i bestyrelseslokalerne,” fortæller Asger Aamund, hvis karriere stod ham klart i en tidlig alder:
“Jeg har vanskeligt ved at tro, at man kan ønske sig andet her i livet end bestyrelsesposter!”
Klaus Wivel
Både faderen og onklerne er store navne inden for kultur og medier, især Weekendavisen, hvilket gør Klaus Wivels rejse fra danskstudier til en skribentstilling på selvsamme ugeavis til den absolut mest forventelige i vores serie:
“Mens alle de andre mønsterbrydere gav deres akademikerforældre fingeren og tog en murerkasket på eller endte som plejehjemsassistenter, gik jeg temmelig meget den lige vej ind i kulturjournalistikken. Det har været en udfordrende rejse, hvor jeg har erstattet mennesker, der i helt uhyggelig grad mindede om mig selv, både i forhold til køn, alder, hudfarve og endda efternavn. Men det lykkedes!”
