Forestillingen “Sovjetunionen” er efter tyve års glemsel blevet genopsat i en nyfortolket og imponerende velkoreograferet udgave.
I det tyvende århundredes sidste halvdel trak stykket “Sovjetunionen” fulde huse over store dele af verden. Men i starten af 1990’erne blev forestillingen taget af plakaten, da publikum svigtede på grund af et klichépræget plot og en utidssvarende æstetik præget af brune farver, beton og midaldrende mænd med rigtig mange medaljer.
Men en ambitiøs russisk instruktør har nu opdateret “Sovjetunionen” til det 21. århundrede og demonstreret, at de, der havde afskrevet dramaet som anakronistisk og uden relevans for samtiden, tog alvorligt fejl.
Gammelt plot, nye klæder
Ekspert i koldkrigsdrama Berit Frederiksen fra Københavns Universitet forklarer, hvorfor det gamle stykke pludselig er aktuelt igen.
“Alle, der går i teatret, ved, at det er lettere at forholde sig til drama, når det bliver fortolket ind i samtiden. Tænk bare på, hvordan Shakespeares skuespil ‘Stormen’ er blevet henlagt til firsernes punkmiljø eller ‘Jeppe på Bjerget’ til nutidens Hellerup, men stadig har bibeholdt plot og virkemidler,” fortæller hun og mener, at det også er hemmeligheden bag nyfortolkningen af Sovjetunionen.
“Grundlæggende er det selvfølgelig den samme forestilling med alle de træk, som folk kendte og elskede i den oprindelige version: Den despotiske og enevældige leder, som hævder at stå i spidsen for et forenet folk, den svulstige nationalisme og selvfølgelig alle de populære sange,” siger Berit Frederiksen og understreger, at forestillingens dramaturgi er opdateret fornemt.
Nye Potemkin-kulisser
“Der er indkøbt helt nye og tidssvarende Potemkin-kulisser, og især scenerne, hvor despoten, efter dygtigt iscenesatte opfordringer til ‘broderlig bistand’, invaderer den nærliggende Krim-halvø og gennemfører folkeafstemninger, er nøje tilpasset et moderne publikum,” siger eksperten og fortæller, at “Sovjetunionen” nu er så overbevisende, at flere vestlige borgerlige, som i gamle dage stærkt kritiserede forestillingen, i dag beundrer dens æstetiske virkemidler.
Selvom slutningen naturligvis ikke skal røbes her, kan RokokoPosten afsløre, at det bliver ganske nervepirrende.