Foto: ft.dk

E-cigaretter indebærer en næsten ikke kun hypotetisk risiko for, at ikkerygere udsættes for sundhedsfare. Derfor er det bedre, hvis rygerne dør i stedet for at have fri adgang til dem, mener sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) udtalte i Politiken i mandags, at der skal gribes ind over for e-cigaretter. Over for RokokoPosten bekræfter ministeren nu, at han er klar over, at et indgreb vil betyde, at færre rygere bliver røgfri og dermed får en øget risiko for at dø af nikotinafhængigheden.

“Selvfølgelig er jeg klar over, at det her tiltag kan gå ud over nogle rygere, men der altså risici forbundet med e-cigaretterne, som næsten ikke kun er hypotetiske og desuden særdeles farlige, og hvis vi ikke sætter en stopper for dem, risikerer vi at tage livet af helt uskyldige mennesker,” udtaler han.

Talrige svenske undersøgelser
Nick Hækkerup medgiver, at de konkrete undersøgelser, der er blevet offentliggjort i medierne, taler for, at e-cigaretter ikke øger risikoen for kræft, og at de heller ikke er skadelige for omgivelserne. Men, understreger han, det er ikke ensbetydende med, at de ikke er mindst lige så farlige som tobaksprodukterne.

“Talrige svenske undersøgelser, som jeg og mine sundhedspolitiske kolleger har en hemmelig og meget eksklusiv indsigt i, fortæller nemlig en helt anden historie end de offentliggjorte undersøgelser. Og da der er tale om forskning, som kun i meget lav grad er støttet af virksomhederne bag Nicorette og Nicotinell (lægemiddelgodkendte produkter til rygestop, red.), er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der er tale om lødigt arbejde,” lyder det fra sundhedsministeren.

Forståelse fra eksrygere
Ministeren understreger, at han selvfølgelig gerne vil gøre en indsats for, at rygere kan blive røgfri. Det skal bare ikke ske på bekostning af andre, og derfor er døde rygere at foretrække frem for e-cigaretter. I hvert fald indtil man er helt sikker på, at de ikke kan være spor farlige.

Det kan 63-årige Kirsten Clausen godt forstå.

“Jeg er egentlig glad for, at jeg begyndte at dampe for tre år siden, for mit helbred er blevet meget bedre. Men hvis det bliver forbudt, begynder jeg da bare at ryge igen. Når ministeren selv siger det, er 30 Grøn Cecil jo nok alligevel bedre, og døden skal jo have en årsag.”