Foto Yaroslav Yaroslavov, Freeimages.com

Foto Yaroslav Yaroslavov, Freeimages.com

Var det noget med en flæskestegsnigiri på kartoffelmos i stedet for ris? En ny trend breder sig på danskernes julefrokostborde: Ny Nordisk Sushi, hvor traditionel julefrokostmad kombineres med den japanske delikatesse. 

I køkkenet på sushirestauranten Heart ‘n’ Sushi i Aarhus er nye ingredienser rykket ind. Sylte, panerede rødspætter og karrymarinerede sild ligger side om side med den ferske laks og blæksprutte, klar til at blive sammensat til små kulinariske mesterværker.

“Ny Nordisk er en trend, som nu også præger sushikøkkenet,” siger japanskfødte Hinata Kurosawa, der er sushikok og indehaver af Heart ‘n’ Sushi.

Han har allerede fået mange bestillinger på julefrokostmenuer bestående af Ny Nordisk Sushi. De første er leveret, og kunderne er begejstrede.

Sushi uden ris
Hos Heart ‘n’ Sushi har man dog valgt at holde fast i ris som den grundlæggende ingrediens i sushien. Andre steder går man skridtet videre og erstatter risen med kartoffelmos.

“Kartoffelmosen kan laves, så dens struktur minder meget om risen, og den har samme formgivningsmæssige kvaliteter,” lyder begrundelsen fra Oscar Secher fra Sushirama, der ligeledes ligger i Aarhus og har taget konceptet om ny nordisk mad til sig.

“Vores kunder er især glade for kartoffelmosen i vores flæskestegsnigiri,” fortæller han og demonstrerer, hvordan han først presser kartoffelmosen sammen til en lille bådformet base, hvorpå han lægger et sirligt udskåret stykke flæskesteg, som han pynter med flæskesvær og rødkål.

Helt nyt kundegrundlag
Men hvad enten man holder fast i risen eller erstatter den med kartoffelmos, har man fået fat i en helt ny målgruppe. Det erfarer både Oscar Secher og Hinata Kurosawa.

Sidstnævnte fortæller, at det først og fremmest er yngre mennesker fra den kreative klasse, der køber traditionelle sushimenuer, mens han oplever, at “hr. og fru Danmark” fra forstæderne i højere grad vælger den nye nordiske variant.

“De kender allerede den marinerede sild og sylten, og så er resten ikke så fremmedartet,” siger han og afslutter:

“Vi har også lavet en dessertsushi, Sushialamande, som har vist sig at være et stort hit – især i børnefamilier, når man skal spise sig gennem stykkerne og håbe, at man har fået det med den hele mandel i.”