Foto: James Petts, Wikipedia

Foto: James Petts, Wikipedia

Efter veloverstået rasen mod Black Friday ser antikommercielle forbrugshadere nu frem til at hade den søde juletid og al dens overfladiske konsumerisme.

56-årige Jørn Svendsen er en af dem, som kan se tilbage på et veloverstået had mod tilbudsdagen Black Friday. Ikke alene fik han fortalt både kolleger, familie og venner, hvordan han demonstrativt ville undlade at købe så meget som en croissant denne dag; Jørn fik sågar optaget et læserbrev i Ekstra Bladets “I øvrigt mener jeg …”-sektion, hvor han fyndigt erklærede, at han i hvert fald ikke ville stå i kø som et af den multinationale storkapitals umælende tilbudsfår.

Ingen rasen før januar
Men da Black Friday var overstået, blev Jørn Svendsen ramt af en vis melankoli.

“Jeg oplevede det som ret tomt, at jeg nu skulle vente helt til januar, før jeg igen kunne manifestere foragt for hjernedød tilbuds- og udsalgsjagt,” fortæller han.

“Men så kom jeg i tanke om, at det jo snart er jul og tid til at være vildt sur over, hvordan hr. og fru Danmark bevidstløst vælter rundt for at købe ligegyldige ting, som de ikke behøver, til hinanden og deres uvorne unger, som ville have meget bedre af bare at lege med en pind og hinanden,” erklærer han glædestrålende.

Hausgaard på tour mod jul
Også den folkekære nordjyske visesanger Niels Hausgaard ser frem til at være forarget over julen hele vejen gennem december.

“Black Friday er trods alt kun en enkelt dag, men i december kan man jo både i hverdagene og på adventsdage samt i forbindelse med Santa Lucia være harmdirrende over, hvordan den hjernedøde pøbel har udskiftet ægte næstekærlige værdier med udveksling af storkapitalens bras,” forklarer troubadouren fra Vendsyssel.

Hausgaard planlægger at udbrede sit budskab om ikke at være bevidstløs forbruger, men kun købe lækre kvalitetsting ligesom han selv, på en underfundig og antikommerciel juleturné. Her kan publikum både høre de tankevækkende politiske budskaber og købe en T-shirt med teksten “Forbrouw? Nej do, det ka’ a ett forsto!” til 199,95.

RokokoPosten erfarer desuden, at journalist og forfatter Jørgen Steen Nielsen vil bo i en skraldespand i Kolding hele december måned. Det sker som research til en bog, som skildrer konsumerismens destruktive indflydelse indefra.