Foto: public domain

Det er selvfølgelig aldrig offerets skyld, understreger forfatteren, men tilføjer, at det som præsident er fuldstændig vanvittigt at køre på en gade gennem en folkemængde, man ikke kender.

Forfatter Jens Christian Grøndahl var bare en lille dreng, da John F. Kennedy i november 1963 blev snigmyrdet af Lee Harvey Oswald, men han husker det som en stor og skelsættende begivenhed.

“Danmark som samfund blev slået med vantro. Vi kunne ikke tro, at en vestlig mand kunne handle på den måde. Og det er selvfølgelig aldrig en præsidents ansvar, når en person beslutter sig for at forgribe sig på ham. Men når det er sagt, så … Når jeg ser billeder af Kennedy, den måde, han lader sig fotografere på, og det blik, han sender kameraet – og jeg er nødt til at være ærlig, for det er vores job at være ærlige – så kan jeg ikke lade være med at tænke: Her er en præsident, der søger fare,” siger Grøndahl og tilføjer, at det selvfølgelig aldrig er offerets skyld.

Kennedy havde meget frimodighed
“Men det er svært at tale om, fordi det har referencer til en mere generel diskussion om højtstående politikeres muligheder for at færdes i samfundet. Kennedy havde meget frihed og frimodighed i sig, for som præsident er det jo fuldstændig vanvittigt at køre på en gade gennem en folkemængde, man ikke kender.”

Forfatteren mener dog ikke, at John F. Kennedy er den eneste person, der opfører sig på en udfordrende måde.

Lærer Andersen satte sig selv på spil
“Lærer Andersen fra Matador var tydeligvis også en mand, der kunne lide at sætte sig selv på spil, og det kostede ham livet,” siger Grøndahl og tilføjer, at også fiktive væsner, som Bambis mor og Mufasa fra Løvernes konge, søgte usædvanlige situationer:

“Hvis jeg havde en mor, som var en hjort, ville jeg sige til hende, at hun aldrig måtte lede efter føde et sted, hvor hun ikke kunne slippe væk. Én ting er, hvordan man kunne tænke sig, at verden var. Noget andet er, hvordan verden er, og der findes altså jægere og listige, ondskabsfulde løver, der gerne vil være konger.”