Foto: Jemara, Bigstock

Ansatte i en række kommuner skal kontakte dumme borgere på deres privatadresse for at forklare dem om ulemperne ved at være dum samt tilbyde støtte og rådgivning.

De danske myndigheder har i årevis advaret borgerne om farerne ved at ryge, drikke for meget, spise usundt og få for lidt motion. Men nu har tre danske kommuner videreført indsatsen og vil fokusere på en hidtil overset fare: dumhed.

“Dumhed korrelerer med en lang række uheldige livssituationer, for eksempel arbejdsløshed, kriminalitet, dårligt helbred og dum ægtefælle. Hvis vi kan fange den dumme borger, inden han eller hun kommer for lang ud i sin dumhed, kan vi forhindre mange af de negative konsekvenser,” fortæller projektleder Meta Andersen, der har uddannet en gruppe socialrådgivere i Horsens, Hedensted og Skanderborg Kommune til at opsøge borgerne på deres privatadresse.

Kursus i ikke at være hjernedød
“Det kan måske virke voldsomt, at vi vil henvende os på den måde, men dumhed påvirker mennesker langt mere end alkoholisme eller en dårlig barndom. Vi kan sende folk på kurser, der blandt andet lærer dem, hvordan man ikke er en kæmpe idiot, hvordan man udøver moderat til god dømmekraft, og hvordan man ikke opfører sig fuldstændig hjernedødt,” fortsætter hun.

Borgerne bliver udvalgt efter en algoritme, som Meta Andersen ikke kan forklare i detaljer.

“Men jeg kan sige, at vi kigger på fænomener som kviklån, forelskelser i mislykkede indiemusikere og chok over, at visse kvinder ikke opdrager deres børn helt, som man selv gør,” afslører hun.

Dreadlocks som visuel advarsel
Meget kan også opnås via det, som Meta Andersen kalder visuelle advarsler.

“Her tænker jeg blandt andet på ansigtstatoveringer, en sort kasket, der sidder meget højt på hovedet, dreadlocks til hvide mennesker og t-shirts med budskaber som ‘Beer is my Valentine’ eller ‘FBI – Federal Boob Inspector’.”

Hvis projektet går godt, mener Meta Andersen, at det sagtens kan udvides til hele landet.

“Vi har forsøgsvis brugt algoritmen i andre kommuner, og det ser ud til, at især et lille område i og omkring Slotsholmen kunne være frugtbart for os at undersøge nærmere. Foruden Randers, naturligvis.”