Foto: iodrakon, Bigstock

Foto: iodrakon, Bigstock

Synske John Braad fra brevkassen John ser alt så ikke, at Jonnas broche lå i naboens smykkeskrin. Og forleden dag kunne han ikke finde sine egne bilnøgler, afslører RokokoPostens faktaredaktion.

“Du har tidligere mistet en broche. Den får du ikke igen, da den er tabt.”

Sådan skrev redaktør for ugebladet Hjemmets brevkasse, John ser alt, til 74-årige Jonna Svendsen. Jonna havde skrevet til brevkassen, da hun havde forlagt et større kontantbeløb. Brochen havde hun selv glemt alt om, fortæller hun, da RokokoPostens faktaredaktør besøger hende i hjemmet i Hobro.

“Da han nævnte brochen, kunne jeg pludselig godt huske, at min nabo lånte den, da hun for mange år siden skulle til et bryllup. Det viste sig, at hun stadig havde den liggende i et gammelt smykkeskrin,” siger hun og tilføjer, at de penge, hun egentlig skrev for at få hjælp til at finde, ganske rigtigt lå under nogle bøger, og at hun ikke har følt grund til at klage over svaret, selvom det ikke var helt præcist.

Havde brug for et lift
En anden person, som faktaredaktionen har talt med, er Jesper Nordby, som har været ven med John Braad i mange år. Han fortæller, at det ikke er mere end et par uger siden, at John sidst ringede for at bede om et lift.

“John er virkelig dårlig til at huske, hvor han lægger sine bilnøgler. Så ringer han til mig for at høre, om jeg kan køre ham et eller andet sted hen,” fortæller Jesper Nordby, der vurderer, at det sker i hvert fald fem-seks gange om året.

“Han finder bilnøglerne igen, men han opdager som regel først i sidste øjeblik, at han ikke kan finde dem, og så er der ikke tid til at lede,” tilføjer han.

Skader medieverdenens troværdighed
På ugebladet Hjemmets redaktion tager man RokokoPostens afsløringer med sindsro. Ansvarshavende chefredaktør Marianne Gram indrømmer, at påstanden om, at John ser alt, ikke er helt korrekt, men hun mener ikke, at der er tale om vildledelse af læserne.

“Vores læsere er meget tilfredse med brevkassen. Andet bekymrer vi os ikke om,” siger hun.

Denne holdning bekymrer formand for Pressenævnet, Jens Kruse Mikkelsen.

“Faktuelt korrekt indhold er alfa og omega. Det skader hele medieverdenens troværdighed, når et medie bringer indhold, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden,” siger han.

RokokoPosten har via mail sendt sine kritikpunkter direkte til John Braad, der svarer, at han ikke har nogen kommentarer, men at det glæder ham, at Jonna fandt sin broche.

“Det er dog en anden broche, jeg taler om,” skriver han.