Foto: ThamKC, Bigstock

Foto: ThamKC, Bigstock

I en pressemeddelelse bekendtgør pave Frans, at den katolske kirke for at ihukomme den aktuelle corona-situation vil udskifte vievandet med viehåndsprit, spiritus sanctus ad manus lavandas.

Ved indgangen til katolske kirker hænger et lille kar med vievand. Her kan man dyppe fingrene og gøre korsets tegn for at minde sig selv om dåben og sit behov for renselse fra synd. Den seneste tid har det dog ikke været muligt. Hvis kirken ikke ligefrem er lukket, er vievandkarret sandsynligvis tomt for at forhindre spredning af coronavirus.

Der er ingen udsigt til, at faren snart driver over, men nu giver pave Frans den katolske kirke et alternativ til det indviede vand, nemlig den indviede håndsprit.

Spiritus sanctus ad manus lavandas
I en pressemeddelelse skriver paven, at han har givet mulighed for, at præster indvier håndsprit på samme måde, som de altid har indviet vand. Den indviede håndsprit kalder pave Frans for spiritus sanctus ad manus lavandas, som på dansk kan oversættes til “hellig sprit til at vaske hænder i” eller slet og ret “hellig håndsprit” eller “viehåndsprit”.

“Med den hellige håndsprit kan vi slå to fluer med et smæk. Vi får atter væske i vievandskarrene samtidig med, at vi højner den hygiejniske standard,” skriver paven.

Han gør opmærksom på, at viehåndspritten også kan anvendes andre steder end i vievandskarrene. I udsatte områder, foreslår han, kan man fylde den på dispensere, som hænges på kirkernes ydermure, således at:

“(…) den troende kan bære såvel den fysiske som den åndelige renselse med sig videre i verden.”

Han minder dog også om, at man retter sig efter de gældende retningslinjer og ikke føler sig renere end andre, fordi man har vasket hænder i viehåndsprit.

Sørine Gotfredsen: Uhelligt mix mellem åndeligt og verdsligt
Herhjemme møder pavens forslag modstand, især i lutheranske kredse.

“Vil jeg rense min krop fysisk, vasker jeg mig. Vil jeg rense min sjæl, går jeg i kirke. Det er noget uhelligt makværk at blande de to ting sammen,” siger sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen, der dog ikke undrer sig over den slags tiltag fra katolikkerne.

“De har jo aldrig forstået, at religion er en privatsag.”