Foto: Valmedia, Bigstock

Vi må stå solidarisk med vores vinhandlere, mikrobryggerier og gin-destillerier. Det er budskabet fra Michael Henriksen, der er gået på barrikaderne i en ny form for corona-aktivisme.

41-årige Michael Henriksen, der til daglig arbejder som økonomikonsulent i borgmesterens afdeling på Aarhus Rådhus, har aldrig set sig selv som aktivist. Allerede i gymnasiet var han erklæret borgerlig og så med undren på de elever, der støttede Operation Dagsværk.

Selv havde han kun en yderst marginal interesse for brønde i Nicaragua og så mest af alt aktivismen som symbolske initiativer, der primært handlede om deltagernes selvforståelse og ingen forskel gjorde i den større sammenhæng. Men nu tøver han ikke med at bruge ordet om sig selv: aktivist. En transformation udløst af coronakrisen:

“Jeg så det allerede i de første uger af krisen: De her små bryggerier og vinhandlere kom i problemer, og vi måtte gøre noget for at hjælpe. Samtidig var vejret virkelig godt, og vi brugte en del tid på terrassen. Tilsammen gjorde det, at det virkede naturligt at gå mere aktivistisk til værks og opkøbe større mængder alkohol end normalt. Vi må være solidariske, hvis butikkerne skal overleve,” siger Michael Henriksen med knyttede næver.

Tur til Ebeltoft Gaardbryggeri
For Michael Henriksen startede rejsen ind i aktivisme med en tur til Ebeltoft Gaardbryggeri, der havde et godt tilbud på nytappet Wildflower IPA. Herefter fulgte indkøb af vinkasser fra aarhusianske vinhandlere, ligesom han også deltog i en virtuel ginsmagning hos det lokale destilleri, Njord.

Men den lokale aktivisme ændrede sig i løbet af coronakrisen til en landsdækkende solidaritet, hvor han også har købt naturvin fra københavnske Terassevin, smagekasser fra Vesterbro Vinklub og øl fra Mikkeller:

“Jeg tror ikke på en populistisk skelnen mellem land og by. I krisetider skal vi stå sammen. Derfor køber jeg alkohol fra hele landet,” siger Michael Henriksen.

Solidarisk med fiskehandlere og ostebutikker
Solidariteten begrænser sig imidlertid ikke kun til alkoholproducenter og -forhandlere. Michael Henriksen har også foretaget større indkøb af pighvar, jomfruhummere og stenbiderrogn hos den lokale fiskehandler, ligesom han har indkøbt et udvalg af franske og danske oste fra Grand Fromage i Guldsmedegade i Aarhus.

For som den nyudsprungne aktivist siger, mens han kniber øjnene let sammen og ser drømmende, men alligevel med et fast blik, ud i horisonten:

“Hvis man skal føre krig mod corona og samtidig lukke vinhandlere, gårdbryggerier og ostebutikker – hvad kæmper vi så for?”