Foto: Milkos, Bigstock

Foto: Milkos, Bigstock

Andre mennesker har set både de deller, du selv er klar over, og dem, du aldrig selv har lagt mærke til. Du kan derfor ånde lettet op og lade være med at spørge dig selv, om du mon ser tyk ud.

Lisa Svendsen fra Vejle vender og drejer sig foran spejlet. Hendes nye jeans er behagelige at have på, men hun er nervøs for, om hun ser tyk ud i dem. Det samme er Andrea Pilgaard fra Birkerød og hundredevis, hvis ikke tusindvis af andre danskere, primært af hunkøn. Det er de ifølge eksperter, fordi de ikke er bevidste om, at de har massevis af deller, som alle andre end de selv lægger mærke til.

“De fleste mennesker ser tykkere ud, end de tror. De får deller på ryggen, dobbelthager og andre ting, som de ikke selv lægger mærke til i spejlet. Det lægger andre mærke til, men de fleste er ligeglade – eller måske endda glade, fordi de tror, du er tykkere end dem. Derfor kan man lige så godt sænke skuldrene og være ligeglad,” siger livsstilscoach og personlig træner Mathilde Vedel Andersen.

Træk ikke maven ind
Af samme grund fraråder Mathilde Vedel Andersen, at man går og trækker maven ind, når man er ude blandt andre.

“Det virker kun, så længe du tænker over det. På et eller andet tidspunkt glemmer du det, og så vælter dellerne frem. Det er faktisk mere pinligt, end hvis du lader være fra starten, for så bemærker folk, at du forsøger at undgå at se tyk ud,” siger hun.

For Lisa Svendsen lyder Mathilde Vedel Andersens råd ikke gode. Hun mener, at man godt kan klæde sig, så man ikke ser tyk ud.

“Det handler vel bare om at finde tøj, som sidder rigtigt. Den indsats kan man da godt gøre,” siger hun.

Andrea Pilgaard er enig og mener desuden, at livsstilscoachen lyder ubehøvlet.

“Hun siger jo indirekte, at alle ser tykke ud. Det er da uhøfligt,” siger hun.

Tyk er ikke lig med dum
Mathilde Vedel Andersen mener dog, at hun hverken er uhøflig eller ubehøvlet. Tværtimod, påpeger hun, er det uhøfligt at lyve.

“Problemet er nok, at menneskeheden har gejlet sig selv op til, at det er forfærdeligt at se tyk ud. Som om det i sig selv er noget dårligt. Det kan selvfølgelig være dårligt for helbredet, men helbredsproblemer bliver hverken værre eller bedre af, om man kan se dem. Det er, som om nogen har bildt folk ind, at tyk er lig med dum eller usympatisk,” siger hun og slutter:

“Hvis man bekymrer sig for, hvordan man ser ud, burde man måske bare spørge, om man ser godt ud. Man kan jo sagtens ligne noget, der er løgn, i tøj, man ikke ser sådan vildt tyk ud i.”