Foto: shganti777, Bigstock

Kun én dråbe var nødvendig for at opnå et perfekt resultat, lyder det fra de russiske myndigheder, der erklærer, at vaccinen også virker mod syfilis, diabetes og homoseksualitet.

Tidligere på ugen meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at landet om få måneder ville være klar til at sende en vaccine mod coronavirus ud til den russiske befolkning. I andre lande har der imidlertid lydt skepsis over for, om vaccinen er så effektiv som hævdet, og derfor har de russiske myndigheder nu valgt at fremlægge, hvordan den er produceret.

“Vi har taget én dråbe af præsidentens blod og ud fra det skabt en prototype, som vi kan kopiere i millioner af doser, så hele Rusland kan blive fri for corona,” siger en talsmand for de russiske sundhedsmyndigheder, der også kan løfte sløret for, hvad vaccinens vigtigste ingrediens indeholder.

Kryptonit og østukrainske tårer
“Blodet kan sammenlignes med en løves eller en bjørns, og vi har fundet både gift fra taipan-slangen og DNA fra Tyrannosaurus rex i den prøve, vi tog fra Putin. Desuden var der også en smule vand fra Nordpolens is, kryptonit og tårer fra en pro-vestlig østukrainsk mor.”

Også personer, der lider af syfilis eller diabetes, kan se frem til bedring, når den russiske coronavaccine bliver sat i storproduktion.

“Begge lidelser vil blive kureret af Putins blod, der også fjerner al homoseksualitet, undtagen når to smukke russiske kvinder kysser i en erotisk film,” fortsætter talsmanden og tilføjer, at vaccinen selvfølgelig ikke vil blive brugt med det formål i Rusland, da landet ikke kan frembyde én eneste homoseksuel.

Homo-kur til dekadent Vesten
“Men vi er selvfølgelig åbne over for at sælge vaccinen som homo-kur til det dekadente Vesten, hvor den slags florerer overalt.”

I det hele taget kan udlandet købe vaccinen, når først den russiske befolkning er vaccineret, men på visse betingelser.

“Man må ikke anvende nogen andre vacciner eller medicin mod corona. Eller, patienten må godt få en liste over forskellige behandlinger, men i virkeligheden får man kun den russiske vaccine. Og den skal så bruges de næste 65 år, eller indtil Putin ikke gider det mere,” slutter talsmanden.