Foto: WildCat78, Bigstock

Foto: WildCat78, Bigstock

Deres objektive interesse er at sove, siger en række småbørnsforældre. Vores objektive interesser er at spise utrolig meget slik og råbe højt, svarer børnene, der modsætter sig top down-styring.

En politisk kamp udspillede sig i går aftes hos flere familier, nærmere betegnet i børneværelserne, hvor det viste sig utrolig svært for forældrene at få børnene til at sove.

“De nægtede at anerkende deres objektive interesser, som blandt andet er at komme i seng senest klokken otte, så de kan vågne friske og veludhvilede næste dag. Uden ordentlig søvn bliver de sure og gnavne uden at forstå hvorfor,” siger en af forældrene, en 33-årig far ved navn David, der nævner sund mad, ro og renlighed som yderligere goder for små børn.

“En struktureret hverdag gør dem i stand til at lære så meget som muligt, så de bliver ordentlige samfundsborgere og kan gøre en masse godt for sig selv og deres omverden. Eller ændre den, hvis de er utilfredse. Hvis børnene ikke kan se det, lider de af falsk bevidsthed,” tilføjer han.

Fredagsslik er manipulation
Dette modsætter børnene sig dog og mener, at forældrenes regler er udtryk for simpel undertrykkelse.

“Vi er ikke interesserede i at adlyde et diktum ovenfra og modsætter os forældrenes top down-styring. Vi ved selv, hvad der er godt for os, nemlig at vi kan bestemme vores egne sengetider,” siger et af børnene, den treårige Magne, der også stiller krav om mere slik i hverdagen.

“Forældrene siger, de vil os det bedste, men finder samtidig på et koncept som fredagsslik, der er ren manipulation. Vi glæder os til slikket hele ugen i stedet for at spørge, hvorfor vi ikke bare kan spise chokolade og vingummier hver dag, sådan som vi ser mange forældre gøre det, efter at vi er lagt i seng. Er det retfærdigt?” spørger han retorisk og bakkes op af den jævnaldrende Fie.

Oprør med afføring
“Min mor taler om ‘det kompente barn’, og at verden skal være bedre til at imødekomme børns behov. Men når vi siger, hvad vi vil, eksempelvis spise lagkage til aftensmad eller hive en vase ned fra reolen, bliver vi latterliggjort,” siger hun, der planlægger et oprør med fokus på afføring.

“Forældrene vil sætte os fri, men kan de klare vores frihed? Kan de klare en verden uden bleer eller pottetræning? Det vil vise sig.”