“Jeg får en megapint rødvin for det,” afslører skuespilleren, der over for RokokoPosten bekræfter, at han har takket ja til at overtage Amber Heards rolle i Aquaman 2.
Kort tid efter, at den formodede skuespiller Amber Heard i retten i Fairfax County, Virginia, blev kendt skyldig i at have løjet om sin status som offer for overgreb begået af eksmanden Johnny Depp, kontaktede DC Studios Mads Mikkelsen. Det bekræfter Mikkelsen over for RokokoPosten.
“Jeg overtog rollen som Grindelwald i Fantastiske Skabninger fra Johnny Depp, dengang folk stadig troede på Amber Heard. Nu har vi fundet ud af, at det bare var noget hun sagde for at chikanere ham og påberåbe sig status som repræsentant for voldsramte kvinder, og så er det selvfølgelig kun ret og rimeligt, at jeg overtager hendes rolle i Aquaman i stedet,” siger han.
En megapint rødvin
Mads Mikkelsen vil ikke gå i detaljer med den aftale, han har indgået med DC Studios, men han afslører, at han ud over en hæderlig sum penge også vil få en megapint rødvin for arbejdet. Det præcise beløb vil han ikke ud med:
“Der er selvfølgelig tale om et temmelig stort beløb, men det er dog mindre end det samlede antal løgne, Amber Heard fortalte i løbet af retssagen,” slutter han.