Foto: Splendens, Bigstock

Foto: Splendens, Bigstock

Lukas Jensen gik hjemme med sin nyfødte datter i seks måneder, men har ingen planer om at skrive bøger på baggrund af denne barsel. Chokerende, mener kollega.

“6 måneder med baby: Sådan overlever du, mand!”

“Jeg går derhjemme: en guide til manden på barsel”

“Lav bacon med din bebs: mad til herrebarslen”

Sådan lyder tre forslag til bogtitler, som Lukas Jensen ifølge sin kollega, Mads Sørensen, burde give sig i kast med nu, hvor seks måneders barsel er bag ham. Men Lukas har ingen planer om at skrive hverken bøger, blogs eller debatindlæg.

“Jeg var glad for at kunne gå hjemme med Luna. Det var en hyggelig og nogle gange lidt hård tid, der har givet mig en masse erfaring. Men jeg tror ikke, at mine oplevelser har været så specielle, at jeg ligefrem behøver at udgive en bog om dem,” siger den 28-årige københavner, der arbejder som brand manager hos konsulentfirmaet Fabriken.

Så stor en rejse
Mads Sørensen, der er PR-chef samme sted, er helt uenig.

“At sidde derhjemme i et halvt år med et lille barn er så vildt, så usædvanligt og så stor en rejse, at jeg ikke kan forestille mig, hvordan mennesker kan gennemleve det uden at have lyst til at kommunikere det ud bagefter,” siger han og tilføjer, at Lukas allerede har fået tilbud fra fire forskellige forlag, der gerne vil udgive hans oplevelser som far på barsel:

“De ved, at folk gerne vil høre om alt det, der er så fremmed for os: Hvordan skifter manden ble alene? Hvordan magter han at finde alle de små og store ting, der skal proppes i barnevognen, inden man kan komme ud af døren? Hvordan får han tid til kampdruk og bacon?” spørger Mads Sørensen, der selv har fået en flig af, hvad Lukas prøvede, da han for fire år siden tog fem ugers barsel.

Sagde, jeg var skør
“Folk sagde, jeg var skør, fordi jeg ikke bare nøjedes med de to øremærkede uger. Men jeg ville godt prøve noget nyt og være en pioner,” siger PR-chefen, der formentlig ville have taget en endnu længere barsel, hvis den havde været øremærket.

“Det ville jeg faktisk gerne, men jeg måtte ikke for Amalie,” siger Mads og henviser til sin kone, der i skrivende stund heller ikke har planer om at udgive bøger eller skrive debatindlæg på baggrund af sit år på barsel.

“Det er højst usædvanligt, men ikke umuligt,” siger hun.